Nogle expat-blogs har særlige sider med “silencers”, dvs. svar på hyppige svinere, som utilfredse læsere kommer med og som man er træt af at besvare gang på gang på gang. Mit indlæg nr. 300 var sådan set en lille silencer i sig selv, men det var jo kun en. Her kommer der nogle flere:

Q: Hvorfor rejser du ikke hjem?
A: Bare rolig, jeg er ved at spare sammen til at flytte sydpå. Krisen har ødelagt mine planer lidt. At jeg ikke er rejst for længe siden skyldes hovedsageligt, at mit land er blevet splittet op i atomer og der ikke er noget hjem at vende tilbage til.

Q: Hvordan kan du være så utaknemmelig, at du rakker ned på det land, der gav dig husly?
A: Skæln venligst mellem regering og stat. Jeg rakker som regel ned på regeringen, ikke Danmark. Det er noget, systemkritikere gør og er ikke bestemt af geografi. Og jeg er altså dansk statsborger. Dvs. jeg har de samme rettigheder som du.

Q: Synes du, at alle danskere er racister?
A: Selvfølgelig gør jeg ikke det. Jeg mindes ikke nogensinde at have kaldt nogen for racist. Hvis du mener, at kritik af nogle politikere i Danmark er det samme som at kalde samtlige danskere for racister, er det vist ikke mig, der har et problem med generaliseringer. Læs i øvrigt svaret ovenfor.

Q: Er alle bosniere som dig?
A: Hvis du læser under “Om Amila Bosnae” (nu leger vi, at du mestrer disciplinen læs og forstå), vil du se, at der med fede typer står, at jeg ikke repræsenterer andre end mig selv. Jeg er ikke en Pia Kjærsgaard, der konstant udtaler sig på vegne af “danskerne”, selv om kun 13-14 % rent faktisk har stemt på hendes parti.

Q: Forlanger du asyl til alle? Er det ikke meget, meget dumt?
A: Jeg forlanger ikke asyl til alle. Jeg forlanger ingenting, faktisk. Jeg appellerer kun til, at der skal være sammenhæng mellem det, man siger og det, man gør. Fx når magthaverne siger, at Børnekonventionen naturligvis bliver overholdt i asylsager, så ville det være fedt at se, at den også blev det.

Q: Kunne du ikke have søgt asyl i et andet land end lige Danmark, der jo ligger 2.000 km fra dit?
A: Da vores konvoj kom over den bosnisk-kroatiske grænse, blev vi overdraget til FN. FN kørte så af sted med os i to døgn og vi vidste ikke, hvor vi var på vej hen. Mange troede Sverige, andre sagde Nederlandene. Folk prøvede at holde øje med vejskiltene op gennem Tyskland. Efter de to døgn blev vi afleveret til Dansk Røde Kors, som kunne fortælle os, at vi var i Danmark. Det var således ikke et valg, vi tog. I øvrigt skal man huske på, at man flygter fra noget og ikke til. Det handler om at redde livet og intet andet.

Q: Spiller du ikke bare et lille offer, så du kan få noget opmærksomhed?
A: Et offer svarer ikke igen og siger ikke fra. Så det er et dumt spørgsmål. Ikke mindst fordi jeg for det meste skriver om nogle helt andre end mig selv.

Q: Er du ikke bare politisk korrekt?
A: Så vidt jeg kan se, er det nogle helt andre ting end det, jeg går ind for, der har været politisk korrekte siden valget i 2001. Mange magthavere har lige siden da kæmpet for at gøre hetz mod mindretal til den nye nationalsport. Det er hetzen, der er politisk korrekt lige nu. Var den ikke det, ville jeg jo aldrig have skullet skrive dette Q&A-indlæg, vel.

Q: Hvorfor holder du ikke bare mund, flygtning?
A: Fordi jeg går ind for ytringsfriheden. Det gør du måske ikke?

Dette indlæg vil senere få sit eget faneblad i menuen ovenfor, evt. med flere silencers. Forslag og idéer er velkomne.

VKO vil så gerne af med de der belastende flygtningebørn. Ergo beder man forældrene tage dem tilbage til de krigszoner, de har reddet dem ud af (og kalder dem dårlige forældre, hvis de ikke gør). Hvis der er flygtningebørn, der ikke har nogen forældre - jamen, så sender man dem bare til nogen børnehjem. I de selvsamme krigszoner.

Sidste år kom der hele 469 uledsagede flygtningebørn til Danmark og det kan man altså ikke have. Det vælter jo hele statsbudgettet. Hvad skal vi så overbetale de private sygehuse med, kan man næsten høre VKO’erne gispe. Det går virkelig ikke.

Eksperterne siger, at udvisningerne ville være i strid med FN’s Konvention om Barnets Rettigheder (som så meget andet, VKO har vedtaget for at få bugt med de ubehagelige flygtninge). VKO’s automatsvar plejer at være, at man overholder alle konventioner og at man i øvrigt aldrig har fået nogen dom for at bryde *indsæt konvention her*.

Nu kan man så bare slet ikke blive dømt for overtrædelse af Børnekonventionen. Den er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter.  Den er mere et sæt retningslinier, som de tiltrådte lande har forpligtet sig til at overholde. Så det, at der ikke er faldet nogen dom er langtfra det samme som at sige, at konventionen bliver overholdt!

Danmark tiltrådte Børnekonventionen i 1991. Men her 19 år efter er den endnu ikke blevet implementeret i dansk lovgivning. Hvorfor mon? Kan det være, fordi der så lynhurtigt ville falde domme mod en regering, der er så ligeglad med børn, at den kan finde på at sætte dem i børnehjem i krigszoner?

Besøg også Red Barnets side Børn på flugt og kom til seminar om asylsøgende børns vilkår på Rehabiliterings- og Forksningscentret for Torturofre i næste uge.

For et par dage siden kommenterede en af mine landsmænd, Mirza, mit indlæg “Hvordan man kan se, jeg ikke er dansk“. Han havde nogle vigtige pointer, ikke mindst set i lyset af de seneste forslag om lovændringer, så jeg inviterede ham til at samle de to kommentarer til et gæsteindlæg. Det følger her:

Når man ikke har dansk statsborgerskab vil nogen, specielt visse politikere, mene, at man ikke er dansk. Det er jo sådan en dejligt formel ting, man kan forholde sig til. Det har jeg nemlig ikke, ikke fordi jeg ikke vil(le) have det og ikke fordi jeg ikke føler mig dansk efter de 17 år her i landet, men fordi jeg aldrig nåede at søge det.

Jeg er 3 år yngre end dig, kom til landet af samme grund som dig og endte med at være fanget på asylcenter i 3-4 år, fik derefter omsider lov til at integrere mig og skabe en ny identitet efter det, som man formåede at skabe i Bosnien gik tabt ved en brosprænging og fysisk afskårelse fra landet i årevis. I Danmark blev jeg grebet af hverdagen, studierne, arbejdet og livet, hvilket resulterede i, at jeg integrerede mig så meget i dette land, at jeg glemte en vigtig faktor:

Den integration, tryghed og identitet jeg skabte kan jeg miste på nærmest ingen tid, for en permanent opholdstilladelse er ikke permanent!

Regeringen kan nemlig altid lave kravene om - det fik jeg indset nu, hvor de nye integrationsregler blev foreslået! Jeg formåede aldrig at få dansk statsborgerskab, selvom mine nærmeste gjorde, da de nåede at fokusere på det mens jeg fokuserede på andre ting i livet. Skal man nu fortryde og hvad skal man vægte højere: uddannelse og integration eller statsborgerskab? Hvad er mere danskhed?

Med de nye udlændingeregler ser det ud til, er jeg kunne blive sat på linje med alle andre flygtninge, lige meget om de er kommet hertil for 3 eller 17 år siden, begår kriminalitet, ikke kan sproget osv. Jeg føler et eller andet sted, at det korthus jeg har formået at opbygge er ved at falde sammen på grund af formaliteter.

Gør det mig så mindre dansk?

Det synes jeg personligt ikke, slet ikke. Men det mener politikerne nok, for alle er for dem ens og jeg skal stadigvæk bekræfte med dokumentation og indfødsretsprøve, at jeg er rustet til at være en dansker, selvom jeg har været det der svarer til det i 17 år og været gennem mange prøver, hvad enten det var folkeskolen, gymnasiet osv…

I alle de år har jeg indåndet den danske luft, set de danske hundes hundelorte - endda med flag i, næsten lige så mange år talt det danske sprog, været kæreste med danske piger, venner med danskere, spist rugbrød som alle andre danskere, uddannet mig i danske skoler på dansk, arbejdet på danske arbejdspladser, været med i fritidsaktiviteter og ydet til det danske samfund som det forventes af mig.

Jeg må da et eller andet sted være dansk nok til at tilfredsstille politikerne (ikke for at nævne navne). Det kan da ikke være rigtigt, at jeg og andre, som yder noget og har referencer og beviser, skal gennem torturkammeret for igen at bevise noget, som man har vist i årevis og netop derfor har uddannet sig.

Forestil jer, at man f.eks. efter 17 år i landet, kvik i hovedet og alt det ovennævnte, ikke består indfødsretprøven blot fordi man mangler ét rigtigt spørgsmål, mens en anden af rent held består den. Er der overhovedet nogen af de politikere der tænker på, at vi er mennesker og at det kan påvirke os psykisk at være udsat for disse her formaliteter, for ikke at bruge ordet psykisk tortur? Som om det ikke er nok med, at man har set jægerfly bombe ens by og hørt skrigene og skuddene fra koncentrationslejren ved floden blot 800 m væk.

Der er da en grund til at man er blevet i landet og ikke er vendt tilbage til ruinerne, etniske spændinger og korruptionen, eller flyttet til et andet land - som egentligt ikke er nogen løsning, for igen kommer formaliteterne frem, de samme som nu nærmest jager mig også i Danmark, her hvor jeg burde være i sikkerhed efter flugten for 17 år siden.

Med de nye regler, som endnu ikke helt er kendte for Integrationsministeriet, vil man muligvis kunne fratage mig en tilladelse, som altså skulle være permanent. Muligvis vil det kun gælde dem, som har været i Danmark i under 10 år, men hvis ikke, så betyder det at man skal bønfalde nogen om at få lov til at besøge sin far som er ved at nå op i alderen. Og han kan ikke så nemt komme herover, fordi man skal gennem alverdens formaliteter, skaffe dokumentation for forsørgelse og stille bankgaranti på 50.000 kr til sygehusudgifter, hvis han skulle blive syg under besøget. Hvis han ellers nogensinde får et visum. Alt det fordi man frygter, at han kunne finde på at blive i Danmark. Manden vil bare besøge sine børn!

Jeg kan forstå, at man vil have kontrol over tingene, men jeg kan ikke forstå, at politikere intet hjerte har og ikke ved hvordan det påvirker folk, folk som mig, som en gang havde sikkerhed, mistede den, skabte den fra bunden og nu føler er ved at miste den igen.

Nogle gange får man så meget lyst til at politikerne skal opleve det samme som man selv har oplevet, ikke komme til skade eller lide, men prøve at miste fodfæstet og finde ud af hvor stor en betydning ens sikkerhedsnet har og hvordan det er at miste selvsamme. Så de kan prøve at miste deres sikre rammer på Strandvejen og ikke vide hvad morgendagen vil bringe deres tilværelse. En tilværelse, som nærmest er en tikkende bombe i et land man ikke er velkommen i, styret af et politisk flertal (som man trods demokrati ingen rigtig indflydelse har på), der vedtager en lov som for individet er alt andet end blot en formalitet.

Med al respekt for de danske læsere, selvom mange her vil give mig ret, så er Danmark ved at dreje helt af sporet og miste det sidste “m” af multikulturelt og det sidste “t” af tolerant, og det skyldes en håndfuld danskere, som mangler forståelse og menneskelige værdier, for hvem et flag og nationalisme betyder mere end menneskeliv.

Hvis det er dét, der tæller på danskhedsskalaen, så er jeg med stolthed og hjertet på rette plads mindre dansk end nogen af de ovennævnte politikere!

Raapil har begået et langt og grundigt indlæg om, hvor lidt Trykkefrihedsselskabet har med ytringsfriheden at gøre. Han går også ind på Lars Hedegaards medlemskab i DF og remser i den forbindelse en række eksempler på DF’s egne forsøg på at knægte folks ytringsfrihed. Vi kender dem godt, men det gør virkelig et indtryk at se dem sådan samlet ét sted (selv om der også er et par af dem, der ikke handler om at lukke munden på folk eller få dem fyret, jf. fx historien om Cherif El-Ayouty):

“Listen over folk, som Dansk Folkeparti mener bør fyres fordi de har forkerte holdninger eller siger noget forkert, er endeløs:

• Morten Messerschmidt mente, det skulle koste juraprofessor Vagn Greve universitetsjobbet at have udtalt sig positivt om blodpenge
• DF-leder Pia Kjærsgaard mener, regeringen svigter værdikampen, når Udenrigsministeriet ikke vil droppe samarbejdet med Fathi El-Abed efter opfordring fra Dansk Folkeparti.
• Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, krævede i går den omstridte præst i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, fyret, fordi dagbladet B.T.har beskyldt ham for at medvirke til at skjule udviste irakere.
• Inviter fædrene med til forældremødet i aften, eller blivfyret! Så kontant er beskeden til Holbergskolens leder fra Dansk Folkeparti.
• Præsters tro på flere veje til Gud bør føre til fyringer, mener kirkeordfører Jesper Langballe (DF).
• DFU kræver Ramadan-fest aflyst og minoritetskonsulentafskediget
• DF vil have DR-journalister fyret
• Frank Aaen bliver ikke meldt til politiet for at bryde sin tavshedspligt. Søren Espersen (DF), der kritiserede Aaen i kølvandet på dokumentarfilmen ’Den hemmelige krig’, forstår ikke Forsvarets beslutning.
• Pia Kjærsgaard truer med at smide Asmaa Abdol-Hamid ud af Folketinget (Kjærsgaards udtalelser om Asmaa Abdol-Hamid faldt faktisk iet interview med Sappho!)
• Dansk Folkepartis medlem af Europarlamentet Mogens Camre beklager, at han har sagt at den tørklædeklædte politiker Asmaa Abdol-Hamid bør forlade Danmark eller gå i psykiatrisk behandling.
• Folketingets præsidium hasteindkaldes i tilfælde af, at Asmaa bliver indkaldt som suppleant. DF’s Søren Espersen truer nemlig med at stoppe hende i gå på talerstolen.
• Hedegaard selv om Asmaa:
• “Når manbegynder at klæde sig ud som Asmaa Abdol-Hamid og i praksis vise, at man ikke vil tilhøre det danske folk, for det er det hun gør, så kan det kun være en spydspids for ballade og uro.”
• Dansk Folkeparti opfordrer regeringen til at begrænse de oplysninger, der er tilgængelige for medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn, sålænge Enhedslisten er repræsenteret
• DFU: Tørklædet er ikke en frihedsrettighed
• Hvis Kristian Thulesen Dahl var statsminister ville tørklæder være forbudt i offentligheden
• Forud for ligoptoget for en 25-årig iraker på Nørrebrogade har der været politiske protester fra bl.a. Dansk Folkepartis leder i København. Carl Christian Ebbesen, der kalder optoget for i strid med danske traditioner. Hans partifælle på Christiansborg, Marlene Harpsøe, har spurgt justitsminister Brian Mikkelsen om ikke der er tale om usømmelig omgang med lig.
• SF’eren Kamal Qureshi bør ikke gå til hofbal i pakistansk folkedragt, mener Dansk Folkeparti.
• Dansk muslim nægtet medlemsskab af DF. Der er ikke plads til 63-årige Cherif El-Ayouty i Dansk Folkeparti.
• Camre kræver anti-racisme chef fyret
• Peter Skaarup, DF: ”Er det ministerens opfattelse, at der bør drages retlige konsekvenser over for Bashy Quraishy, jf. straffelovens §100, for dennes opfordringer til politisk og religiøs boykot af Danmark, ellerat erhvervsvirksomheder, der kan godtgøre et tab som følge af Quraishysopfordring, kan gøre krav gældende over for denne?”
• Regeringen skal skære igennem og forbyde muslimske hovedtørklæder i hele den offentlige sektor
• DF vil forbyde tørklæder i Hjemmeværnet
• Folkekirkens Nødhjælp tager alt for ensidigt parti for palæstinenserne og imod Israel, og organisationen skal derfor miste sin store statsstøtte, mener Dansk Folkeparti
• DF’s gruppe på Københavns Rådhus foreslår, at medarbejdere og foreninger i kommunen skal dokumentere, at de støtter demokrati og frihed.
• Peter Skaarup vil forbyde fremstilling og salg af t-shirts med budskaber, han synes er ’usmagelige og direkte forargelige’. Og Dansk Folkeparti vil gerne støtte sanktioner og boykotter af Iran, men ikke Israel.”

Læs hele indlægget hos Raapil.

I går overværede jeg en gæsteforelæsning af Tariq Ramadan på Københavns Universitet med overskriften “Multiculturalism and the politics of intolerance”. Interessant oplevelse, men manden har en blind vinkel, der omfatter hele Balkan.

Han sagde mange gode ting.

At man godt kan kalde det racisme, hvis folk bliver diskrimineret alene fordi de er muslimer, for selv om islam ikke er nogen race (og selv om racer slet ikke findes), så kaldes det racisme, når folk bliver angrebet på grund af hvem de er og ikke hvad de gør.

At muslimer derfor heller ikke skal gå og opfatte enhver kritik af dem som racisme.

At det, muslimer i Europa oplever lige for tiden, slet ikke er noget nyt. Andre grupper har oplevet det før.

At det er nødvendigt at tale om klassekamp og socioøkonomiske problemer, for det er for nemt at affeje ægte problemer med “det er bare deres kultur”.

At de store folkepartier ofte spiller med på populisternes stigmatisering af muslimer - hvilket måske vil hjælpe dem til at vinde det næste valg, men på bekostning af vores alle sammens fremtid.

At populister, som klandrer muslimer for at ville ændre forfatninger “når de bliver mange nok”, selv forsøger at ændre dem, så muslimer ikke skal have de samme rettigheder som de selv.

At det er nemmere at være fri, selvstændig muslim i europæiske demokratier end i mange lande med en muslimsk flertalsbefolkning.

Men på intet tidspunkt nævnte han de europæiske lande, hvor der har boet muslimer i århundreder. Jeg fik slet ikke det indtryk, at Balkanlandene overhovedet eksisterer i hans verdensbillede. Det er naturligvis et område med en helt specifik historie, der ikke bare kan overføres til resten af Europa, men denne idé om europæisk islam er altså ikke helt ny.

Jeg havde ikke læst noget af ham inden forelæsningen, så jeg vovede ikke at spørge ham om hans syn på bosniske muslimer og vores rolle - ikke mindst nu hvor mange af os er spredt over hele Vesten som følge af en krig, hvor vores religion i høj grad blev brugt som en undskyldning til at udrydde os - fordi jeg tænkte, at han måske havde skrevet om det og det derfor ville være et dumt spørgsmål.

En anden fra salen nævnte dog sine albanske venner, der var trætte af denne forestilling om, at der ikke findes nogen “hvide muslimer”. Til det svarede Ramadan, at når han taler om Europa, mener han Vesteuropa. Uden nogen videre forklaring. Det var til sidst og der var ikke meget tid tilbage, men det ville have været meget godt lige at få at vide hvorfor.

Hvorfor ignorere det åbenlyse, når man snakker om europæisk islam, nemlig europæiske lande med en lang islamisk historie?

Jeg har googlet lidt, men har ikke fundet tekster, hvor han udtaler sig om Balkan. Hvis andre er mere heldige, må de meget gerne sende mig et link. Ellers sender jeg ham nok bare en mail og spørger ind til hans blinde vinkel.

Politikens Tarek Omar har skrevet et par artikler i forbindelse med Ramadans besøg i Danmark:

Islamforsker: Hvad har Politiken gang i?

Islamforsker: Der er et sundt element af interesse i hele islamhysteriet

Man kigger bare på disse overskrifter om danskerne:

Danskerne er vilde med kokain (Politiken.dk, 26. februar 2010)

Danskerne vil se Helle Thorning nøgen (BT.dk, 21. februar 2010)

Danskerne har skiftet burka-mening - jeg har ikke nogen burka-mening, til gengæld har jeg en mening om burkaer (TV2.dk, 20. februar 2010)

Danskerne: Hold fingrene fra boligskatten (LO Ugebrev, 5. september 2005)

Danskerne er stolte af COP15 (wonderfulcopenhagen.dk, 17. december 2009)

Danskerne vil beholde lømmelpakken (InfoMagasinet.dk, 13. februar 2010)

Pludselig kan danskerne spille curling - den er simpelthen udsøgt! (Politiken.dk, 22. februar 2010)

Danskerne er digitale analfabeter (Politiken.dk, 7. oktober 2007)

Især glæder jeg mig over, at jeg ikke behøver bekymre mig om denne nyhed og denne overskrift har heller ikke ramt mig; jeg skal nemlig have penge tilbage.

Det er altså en ret stor dag, som man også kan se på det hav af fester og arrangementer, man i disse dage kan komme til. Derfor forventede jeg lidt, at Google i dagens anledning ville gøre lidt ud af sit logo. Man markerer jo alt muligt på Google.

Men nej. Går man ind på Google i dag vil man blive mødt af denne intetsigende side (på ens eget sprog):

Tyndt, tyndt. Så er det godt, man har læsere, der pifter dagen op med sms’er som denne.

Foto: visual.dichotomy

I sidste uge (25-26. februar) var jeg i Budapest for at deltage i en europæisk konference om medier og mangfoldighed med overskriften “Tuning in to Diversity 2010“. Idéen med konferencen var, at medier og NGO’er sammen skulle finde ud af, hvordan de kunne gøre mediebilledet mere mangfoldigt. Der var rigtig mange deltagere og kun halvanden dag, endda med et meget tætpakket program, så der var ikke tid til at hilse på så mange. Det var dog positivt at se, hvor mange repræsentanter for public service kanaler, der var kommet. Der var blandt andet TV-folk fra Belgien, Bulgarien, Tyskland, Tyrkiet, Polen, Ungarn, Rumænien og Sverige.

I en af arbejdsgrupperne fik vi præsenteret den nederlandske nyhedsportal Wereldjournalisten.nl, der er blevet søsat af en række NGO’er, som ønskede at præsentere nyheder set med nogle andre øjne. Nyhederne skrives af journalister og borgerjournalister med mange forskellige baggrunde. Mange af dem bruger portalen som et springbræt til en karriere i medieverdenen, fordi det for minoriteter kan være lidt svært at få foden indenfor i mainstream medier.

Portalen behandler ofte emner, som de etablerede medier ikke skænker nogen opmærksomhed; fx nyheder fra NGO’erne eller minoriteter. Derfor fungerer portalen også som informationskilde for mainstream medier og for at imødekomme dem, har holdet bag portalen sammensat forskellige faktasider og databaser over eksperter, som medierne kan henvende sig til. Siden har ca. 25.000 unikke besøg om måneden, men hvad der er endnu bedre, vælger omkring 80 procent af dem at abonnere på sidens RSS-feed.

Der var mange andre eksempler på, hvordan minoriteter i Nederlandene bruger internettet og trykte medier til at blive hørt. Blandt andre meget aktive portaler er Wij Blijven Hier! (Vi bliver her!) og Marokko.nl. Jeg kender desværre ikke til lignende projekter i Danmark.

Det gode ved internationale konferencer og seminarer er, at man kan hente inspiration fra udlandet (hvilket man i Urban mandagen efter ironisk nok kunne læse er temmelig upopulært i danske virksomheder). Så vi vendte metoder og problemstillinger med hinanden, diskuterede overvågning af medier, muligheder for at give priser til journalister, der gør det godt, og skose dem, der ikke gør, romaernes situation osv. Jeg fandt naturligvis også et par andre bosniere; blandt andet en fra Mediacentar Sarajevo, som jeg allerede følger og som gør et kanon stykke arbejde.

Få dage efter konferencen skete det forfærdelige drab (kan drab være andet end forfærdeligt?) på en stewardesse på Radisson Blu-hotellet på Amager. Lige så snart politiet havde en mistænkt, stod der “rumæner” i de fleste overskrifter og jeg tænkte: er det virkelig det mest karakteristiske, der er ved manden? Hvad skulle vi borgere gøre - underrette politiet, hvis vi spottede en rumæner? Var det ikke alligevel lidt mere væsentligt at fokusere på hans udseende eller andet, der gjorde det mere sandsynligt, at han blev arresteret?

Det fremhæves ofte i medierne, når en udlænding har begået noget ulovligt. Sådan er det også i mange andre lande, kunne konferencedeltagerne bekræfte over for mig. Det er naturligvis ikke noget, man skal skjule og fortie, men er det nu også altid så væsentligt med hensyn til forbrydelsen? Det er vel forbrydelsen, der er det væsentlige? Fremhæver man forbryderens eller den mistænktes nationalitet, bliver det meget nærliggende at tro, at det har en direkte betydning for forbrydelsen - måske ligefrem, at nationaliteten er en årsag. Det er dér, det bliver problematisk. For så gælder det pludselig alle mennesker med den og den nationalitet.

Det var cirka det, drabschef Ove Dahl fik sagt (og forsvaret) i forbindelse med ovennævnte sag. “Rumænerne er skrupelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur,” sagde han, som om det skulle give mere mening, når danskere slår danskere ihjel på grund af jalousi. Han blev politianmeldt for overtrædelse af racismeparagraffen, så beklagede han generaliseringen, men debatten stopper nok ikke der.

Det er ikke helt harmløst, når medier fokuserer på nationalitet. Som læser eller seer kan man nemt komme til at koble historien sammen med nationaliteten, selv om det skulle være nok så ubevidst. At antyde, at en nationalitet kan være årsag til kriminalitet er det samme som at sige, at man kan blive født kriminel - og den slags er der vel ingen i vore dage, der kan tage alvorligt.

Sandholmlejren. Foto: Amila Bosnae

Nedenstående er et åbent brev fra advokat Helge Nørrung til Folketingets medlemmer.

Udlændingelovens § 9c stk 1 indledes således:

§ 9 c. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.

Tirsdag den 23. februar blev 2 afviste irakere tvangsmæssigt udsendt til Bagdad under politiledsagelse. Det skete i mediemæssigt ly af ministerrokaden. De ene af disse er en 52-årig kvinde Karima.

Karima kom til Danmark i 2002. Karima har været enke i mange år, idet hendes mand blev dræbt under Saddam Hussein. Karima har to børn, begge piger, der nu er i tyverne og begge er gift og har opholdstilladelse i Danmark. Døtrene har i alt fem børn, Karimas børnebørn. Karimas døtre var 2 og 3 år gamle, da deres far blev dræbt i Irak i 1982, og hun har været tæt på dem hele deres liv. Karima flygtede på grund af fortsat chikane under Saddam til Danmark og søgte både asyl og familiesammenføring, men fik afslag. Da FN’s flygtningeorganisation UNHCR siden 2004 har advaret imod returnering på grund af sikkerhedssituationen i Irak, følte Karima hun gjorde det rette ved at forblive i Danmark, trods afslagene. Hun har været en vigtig del af døtrenes og børnebørnenes liv hele deres opvækst, hvor hun har boet hos døtrenes familier på skift i henholdsvis Jylland og i København. Da Karima blev pålagt bopæl på Sjælland, flyttede den “jyske” familie også til Hovedstadsområdet. Et af børnebørnene er handicappet. Alle fem føler sig nært knyttet til deres mormor, som har været i nærheden hele deres liv. Døtrene og deres familier er naturligt nok hendes ét og alt her på jorden.

Karima blev frihedsberøvet i Sandholm fængslet Ellebæk for få uger siden. Hun fik tirsdag den 23. februar kl. 11.30 at vide, at hun ville blive hentet kl. 15 samme dag for at blive sendt pr. fly til Irak. Det lykkedes hende at få kontakt med sin ene svigersøn, og begge døtre, en svigersøn og fire af børnebørnene nåede med nød og næppe at komme til Ellebæk og tage kortvarigt afsked med deres mor, svigermor og mormor, før hun blev kørt af sted. Hun er nu ankommet til Bagdad, som stadig af FN betegnes som sikkerhedsmæssigt så dårlig, at nationerne ikke bør returnere afviste dertil.. Det samme gælder Karimas hjemby Babylon.

Karimas svigersøn Ala oplyste via undertegnede Integrationsministeriet om, at han gerne ville ledsage sin svigermor, såfremt udvisningen skulle effektueres. Denne besked tilgik ministeriet over en uge før flyafgangen. Da han fik oplyst flyafgangen med få timers varsel, bad han om blot to dages udsættelse, så han kunne nå et arrangere det praktiske for at tage med. Dette blev nægtet ham af Integrationsministeriet, som et par timer før flyafgang blot henviste til, at han jo var velkommen til at rejse med. Men hans tid gik med sammen med undertegnede til at overbevise en meget uforstående fængselsfunktionær om, at børn og børnebørn burde have adgang til Ellebæk fængslet for at tage afsked med Karima. Et afskedsbesøg som hverken Kriminalforsorg eller Rigspoliti kunne drømme om at tage initiativ til at arrangere.

Nu kommer mit spørgsmål til jer medlemmer af Folketinget: Er det virkelig jeres mening, at den klare lovtekst i § 9c stk 1 skal fortolkes så indskrænket, som denne sag viser?

- Jeg vil forsvare vores nation. Vores sag er retfærdig og hellig, sagde Karadžić, da krigsforbryderretssagen mod ham i dag blev genoptaget i Haag.

Han var altså med til at føre hellig krig. I Europa. Mod muslimer! Lad os tage den en gang til: Den ene gang, der blev ført hellig krig i Europa, blev den ikke ført af muslimer, men mod dem.

Jeg synes i det hele taget, at udtrykket “hellig krig” er vanvittigt absurd. Krig kan under ingen omstændigheder være hellig.

Men jeg er spændt på at se, om vestlige medier vil følge op på dette udsagn. Han siger jo selv, at det var en hellig krig. Hvis en muslim siger det, tager alle det straks for gode varer (”så må det jo være rigtigt”). Lad os se hvad der sker, når en ikke-muslim siger det. Og lad os se, hvad de har at sige til det i Dansk Folkeparti, hvor der findes mange støtter til denne - ifølge Karadžić selv - hellige krig mod muslimer i Europa. En krig, der inkluderede folkemord samt fordrivelse af omkring en million bosniere ud af deres land.

Sagen mod Karadžić genoptages i øvrigt på Bosnien-Hercegovinas uafhængighedsdag. I dag er det 18 år siden, 66 procent af vælgerne i BiH valgte selvstændighed. Gid vi en dag også måtte få den.

Læs også:
BBC: Karadzic defends Bosnian Serb ‘holy’ cause at trial