URBANblog

“Hvorfor rejser du ikke hjem?”

20 03 2010

airplane

Nogle expat-blogs har særlige sider med “silencers”, dvs. svar på hyppige svinere, som utilfredse læsere kommer med og som man er træt af at besvare gang på gang på gang. Mit indlæg nr. 300 var sådan set en lille silencer i sig selv, men det var jo kun en. Her kommer der nogle flere:

Q: Hvorfor rejser du ikke hjem?
A: Bare rolig, jeg er ved at spare sammen til at flytte sydpå. Krisen har ødelagt mine planer lidt. At jeg ikke er rejst for længe siden skyldes hovedsageligt, at mit land er blevet splittet op i atomer og der ikke er noget hjem at vende tilbage til.

Q: Hvordan kan du være så utaknemmelig, at du rakker ned på det land, der gav dig husly?
A: Skæln venligst mellem regering og stat. Jeg rakker som regel ned på regeringen, ikke Danmark. Det er noget, systemkritikere gør og er ikke bestemt af geografi. Og jeg er altså dansk statsborger. Dvs. jeg har de samme rettigheder som du.

Q: Synes du, at alle danskere er racister?
A: Selvfølgelig gør jeg ikke det. Jeg mindes ikke nogensinde at have kaldt nogen for racist. Hvis du mener, at kritik af nogle politikere i Danmark er det samme som at kalde samtlige danskere for racister, er det vist ikke mig, der har et problem med generaliseringer. Læs i øvrigt svaret ovenfor.

Q: Er alle bosniere som dig?
A: Hvis du læser under “Om Amila Bosnae” (nu leger vi, at du mestrer disciplinen læs og forstå), vil du se, at der med fede typer står, at jeg ikke repræsenterer andre end mig selv. Jeg er ikke en Pia Kjærsgaard, der konstant udtaler sig på vegne af “danskerne”, selv om kun 13-14 % rent faktisk har stemt på hendes parti.

Q: Forlanger du asyl til alle? Er det ikke meget, meget dumt?
A: Jeg forlanger ikke asyl til alle. Jeg forlanger ingenting, faktisk. Jeg appellerer kun til, at der skal være sammenhæng mellem det, man siger og det, man gør. Fx når magthaverne siger, at Børnekonventionen naturligvis bliver overholdt i asylsager, så ville det være fedt at se, at den også blev det.

Q: Kunne du ikke have søgt asyl i et andet land end lige Danmark, der jo ligger 2.000 km fra dit?
A: Da vores konvoj kom over den bosnisk-kroatiske grænse, blev vi overdraget til FN. FN kørte så af sted med os i to døgn og vi vidste ikke, hvor vi var på vej hen. Mange troede Sverige, andre sagde Nederlandene. Folk prøvede at holde øje med vejskiltene op gennem Tyskland. Efter de to døgn blev vi afleveret til Dansk Røde Kors, som kunne fortælle os, at vi var i Danmark. Det var således ikke et valg, vi tog. I øvrigt skal man huske på, at man flygter fra noget og ikke til. Det handler om at redde livet og intet andet.

Q: Spiller du ikke bare et lille offer, så du kan få noget opmærksomhed?
A: Et offer svarer ikke igen og siger ikke fra. Så det er et dumt spørgsmål. Ikke mindst fordi jeg for det meste skriver om nogle helt andre end mig selv.

Q: Er du ikke bare politisk korrekt?
A: Så vidt jeg kan se, er det nogle helt andre ting end det, jeg går ind for, der har været politisk korrekte siden valget i 2001. Mange magthavere har lige siden da kæmpet for at gøre hetz mod mindretal til den nye nationalsport. Det er hetzen, der er politisk korrekt lige nu. Var den ikke det, ville jeg jo aldrig have skullet skrive dette Q&A-indlæg, vel.

Q: Hvorfor holder du ikke bare mund, flygtning?
A: Fordi jeg går ind for ytringsfriheden. Det gør du måske ikke?

Dette indlæg vil senere få sit eget faneblad i menuen ovenfor, evt. med flere silencers. Forslag og idéer er velkomne.



Berufsverbot à la DF

15 03 2010

duct-taped-mouth

Raapil har begået et langt og grundigt indlæg om, hvor lidt Trykkefrihedsselskabet har med ytringsfriheden at gøre. Han går også ind på Lars Hedegaards medlemskab i DF og remser i den forbindelse en række eksempler på DF’s egne forsøg på at knægte folks ytringsfrihed. Vi kender dem godt, men det gør virkelig et indtryk at se dem sådan samlet ét sted (selv om der også er et par af dem, der ikke handler om at lukke munden på folk eller få dem fyret, jf. fx historien om Cherif El-Ayouty):

“Listen over folk, som Dansk Folkeparti mener bør fyres fordi de har forkerte holdninger eller siger noget forkert, er endeløs:

Læs hele indlægget hos Raapil.



Tariq Ramadans blinde vinkel

12 03 2010

tariq-ramadan

I går overværede jeg en gæsteforelæsning af Tariq Ramadan på Københavns Universitet med overskriften “Multiculturalism and the politics of intolerance”. Interessant oplevelse, men manden har en blind vinkel, der omfatter hele Balkan.

Han sagde mange gode ting.

At man godt kan kalde det racisme, hvis folk bliver diskrimineret alene fordi de er muslimer, for selv om islam ikke er nogen race (og selv om racer slet ikke findes), så kaldes det racisme, når folk bliver angrebet på grund af hvem de er og ikke hvad de gør.

At muslimer derfor heller ikke skal gå og opfatte enhver kritik af dem som racisme.

At det, muslimer i Europa oplever lige for tiden, slet ikke er noget nyt. Andre grupper har oplevet det før.

At det er nødvendigt at tale om klassekamp og socioøkonomiske problemer, for det er for nemt at affeje ægte problemer med “det er bare deres kultur”.

At de store folkepartier ofte spiller med på populisternes stigmatisering af muslimer - hvilket måske vil hjælpe dem til at vinde det næste valg, men på bekostning af vores alle sammens fremtid.

At populister, som klandrer muslimer for at ville ændre forfatninger “når de bliver mange nok”, selv forsøger at ændre dem, så muslimer ikke skal have de samme rettigheder som de selv.

At det er nemmere at være fri, selvstændig muslim i europæiske demokratier end i mange lande med en muslimsk flertalsbefolkning.

Men på intet tidspunkt nævnte han de europæiske lande, hvor der har boet muslimer i århundreder. Jeg fik slet ikke det indtryk, at Balkanlandene overhovedet eksisterer i hans verdensbillede. Det er naturligvis et område med en helt specifik historie, der ikke bare kan overføres til resten af Europa, men denne idé om europæisk islam er altså ikke helt ny.

Jeg havde ikke læst noget af ham inden forelæsningen, så jeg vovede ikke at spørge ham om hans syn på bosniske muslimer og vores rolle - ikke mindst nu hvor mange af os er spredt over hele Vesten som følge af en krig, hvor vores religion i høj grad blev brugt som en undskyldning til at udrydde os - fordi jeg tænkte, at han måske havde skrevet om det og det derfor ville være et dumt spørgsmål.

En anden fra salen nævnte dog sine albanske venner, der var trætte af denne forestilling om, at der ikke findes nogen “hvide muslimer”. Til det svarede Ramadan, at når han taler om Europa, mener han Vesteuropa. Uden nogen videre forklaring. Det var til sidst og der var ikke meget tid tilbage, men det ville have været meget godt lige at få at vide hvorfor.

Hvorfor ignorere det åbenlyse, når man snakker om europæisk islam, nemlig europæiske lande med en lang islamisk historie?

Jeg har googlet lidt, men har ikke fundet tekster, hvor han udtaler sig om Balkan. Hvis andre er mere heldige, må de meget gerne sende mig et link. Ellers sender jeg ham nok bare en mail og spørger ind til hans blinde vinkel.


Politikens Tarek Omar har skrevet et par artikler i forbindelse med Ramadans besøg i Danmark:

Islamforsker: Hvad har Politiken gang i?

Islamforsker: Der er et sundt element af interesse i hele islamhysteriet



Hvordan man kan se, jeg ikke er dansk

10 03 2010

dannebrog

Man kigger bare på disse overskrifter om danskerne:

Danskerne er vilde med kokain (Politiken.dk, 26. februar 2010)

Danskerne vil se Helle Thorning nøgen (BT.dk, 21. februar 2010)

Danskerne har skiftet burka-mening - jeg har ikke nogen burka-mening, til gengæld har jeg en mening om burkaer (TV2.dk, 20. februar 2010)

Danskerne: Hold fingrene fra boligskatten (LO Ugebrev, 5. september 2005)

Danskerne er stolte af COP15 (wonderfulcopenhagen.dk, 17. december 2009)

Danskerne vil beholde lømmelpakken (InfoMagasinet.dk, 13. februar 2010)

Pludselig kan danskerne spille curling - den er simpelthen udsøgt! (Politiken.dk, 22. februar 2010)

Danskerne er digitale analfabeter (Politiken.dk, 7. oktober 2007)

Især glæder jeg mig over, at jeg ikke behøver bekymre mig om denne nyhed og denne overskrift har heller ikke ramt mig; jeg skal nemlig have penge tilbage. ;)



Tag dig sammen, Google

8 03 2010

I dag fejrer vi 100-året for Kvindernes Internationale Kampdag, der blev stiftet i Folkets Hus i København - det, der i mange år var Ungdomshuset og som nu ikke findes længere. Det var i øvrigt noget meget underligt noget at gøre - at jævne et sådant historisk hus med jorden, var det ikke?

Det er altså en ret stor dag, som man også kan se på det hav af fester og arrangementer, man i disse dage kan komme til. Derfor forventede jeg lidt, at Google i dagens anledning ville gøre lidt ud af sit logo. Man markerer jo alt muligt på Google.

Men nej. Går man ind på Google i dag vil man blive mødt af denne intetsigende side (på ens eget sprog):

googleba

Tyndt, tyndt. Så er det godt, man har læsere, der pifter dagen op med sms’er som denne. :D

dscf1948