For et par dage siden kommenterede en af mine landsmænd, Mirza, mit indlæg “Hvordan man kan se, jeg ikke er dansk“. Han havde nogle vigtige pointer, ikke mindst set i lyset af de seneste forslag om lovændringer, så jeg inviterede ham til at samle de to kommentarer til et gæsteindlæg. Det følger her:
Når man ikke har dansk statsborgerskab vil nogen, specielt visse politikere, mene, at man ikke er dansk. Det er jo sådan en dejligt formel ting, man kan forholde sig til. Det har jeg nemlig ikke, ikke fordi jeg ikke vil(le) have det og ikke fordi jeg ikke føler mig dansk efter de 17 år her i landet, men fordi jeg aldrig nåede at søge det.
Jeg er 3 år yngre end dig, kom til landet af samme grund som dig og endte med at være fanget på asylcenter i 3-4 år, fik derefter omsider lov til at integrere mig og skabe en ny identitet efter det, som man formåede at skabe i Bosnien gik tabt ved en brosprænging og fysisk afskårelse fra landet i årevis. I Danmark blev jeg grebet af hverdagen, studierne, arbejdet og livet, hvilket resulterede i, at jeg integrerede mig så meget i dette land, at jeg glemte en vigtig faktor:
Den integration, tryghed og identitet jeg skabte kan jeg miste på nærmest ingen tid, for en permanent opholdstilladelse er ikke permanent!
Regeringen kan nemlig altid lave kravene om - det fik jeg indset nu, hvor de nye integrationsregler blev foreslået! Jeg formåede aldrig at få dansk statsborgerskab, selvom mine nærmeste gjorde, da de nåede at fokusere på det mens jeg fokuserede på andre ting i livet. Skal man nu fortryde og hvad skal man vægte højere: uddannelse og integration eller statsborgerskab? Hvad er mere danskhed?
Med de nye udlændingeregler ser det ud til, er jeg kunne blive sat på linje med alle andre flygtninge, lige meget om de er kommet hertil for 3 eller 17 år siden, begår kriminalitet, ikke kan sproget osv. Jeg føler et eller andet sted, at det korthus jeg har formået at opbygge er ved at falde sammen på grund af formaliteter.
Gør det mig så mindre dansk?
Det synes jeg personligt ikke, slet ikke. Men det mener politikerne nok, for alle er for dem ens og jeg skal stadigvæk bekræfte med dokumentation og indfødsretsprøve, at jeg er rustet til at være en dansker, selvom jeg har været det der svarer til det i 17 år og været gennem mange prøver, hvad enten det var folkeskolen, gymnasiet osv…
I alle de år har jeg indåndet den danske luft, set de danske hundes hundelorte - endda med flag i, næsten lige så mange år talt det danske sprog, været kæreste med danske piger, venner med danskere, spist rugbrød som alle andre danskere, uddannet mig i danske skoler på dansk, arbejdet på danske arbejdspladser, været med i fritidsaktiviteter og ydet til det danske samfund som det forventes af mig.
Jeg må da et eller andet sted være dansk nok til at tilfredsstille politikerne (ikke for at nævne navne). Det kan da ikke være rigtigt, at jeg og andre, som yder noget og har referencer og beviser, skal gennem torturkammeret for igen at bevise noget, som man har vist i årevis og netop derfor har uddannet sig.
Forestil jer, at man f.eks. efter 17 år i landet, kvik i hovedet og alt det ovennævnte, ikke består indfødsretprøven blot fordi man mangler ét rigtigt spørgsmål, mens en anden af rent held består den. Er der overhovedet nogen af de politikere der tænker på, at vi er mennesker og at det kan påvirke os psykisk at være udsat for disse her formaliteter, for ikke at bruge ordet psykisk tortur? Som om det ikke er nok med, at man har set jægerfly bombe ens by og hørt skrigene og skuddene fra koncentrationslejren ved floden blot 800 m væk.
Der er da en grund til at man er blevet i landet og ikke er vendt tilbage til ruinerne, etniske spændinger og korruptionen, eller flyttet til et andet land - som egentligt ikke er nogen løsning, for igen kommer formaliteterne frem, de samme som nu nærmest jager mig også i Danmark, her hvor jeg burde være i sikkerhed efter flugten for 17 år siden.
Med de nye regler, som endnu ikke helt er kendte for Integrationsministeriet, vil man muligvis kunne fratage mig en tilladelse, som altså skulle være permanent. Muligvis vil det kun gælde dem, som har været i Danmark i under 10 år, men hvis ikke, så betyder det at man skal bønfalde nogen om at få lov til at besøge sin far som er ved at nå op i alderen. Og han kan ikke så nemt komme herover, fordi man skal gennem alverdens formaliteter, skaffe dokumentation for forsørgelse og stille bankgaranti på 50.000 kr til sygehusudgifter, hvis han skulle blive syg under besøget. Hvis han ellers nogensinde får et visum. Alt det fordi man frygter, at han kunne finde på at blive i Danmark. Manden vil bare besøge sine børn!
Jeg kan forstå, at man vil have kontrol over tingene, men jeg kan ikke forstå, at politikere intet hjerte har og ikke ved hvordan det påvirker folk, folk som mig, som en gang havde sikkerhed, mistede den, skabte den fra bunden og nu føler er ved at miste den igen.
Nogle gange får man så meget lyst til at politikerne skal opleve det samme som man selv har oplevet, ikke komme til skade eller lide, men prøve at miste fodfæstet og finde ud af hvor stor en betydning ens sikkerhedsnet har og hvordan det er at miste selvsamme. Så de kan prøve at miste deres sikre rammer på Strandvejen og ikke vide hvad morgendagen vil bringe deres tilværelse. En tilværelse, som nærmest er en tikkende bombe i et land man ikke er velkommen i, styret af et politisk flertal (som man trods demokrati ingen rigtig indflydelse har på), der vedtager en lov som for individet er alt andet end blot en formalitet.
Med al respekt for de danske læsere, selvom mange her vil give mig ret, så er Danmark ved at dreje helt af sporet og miste det sidste “m” af multikulturelt og det sidste “t” af tolerant, og det skyldes en håndfuld danskere, som mangler forståelse og menneskelige værdier, for hvem et flag og nationalisme betyder mere end menneskeliv.
Hvis det er dét, der tæller på danskhedsskalaen, så er jeg med stolthed og hjertet på rette plads mindre dansk end nogen af de ovennævnte politikere!
Nye kommentarer