Foto: visual.dichotomy
I sidste uge (25-26. februar) var jeg i Budapest for at deltage i en europæisk konference om medier og mangfoldighed med overskriften “Tuning in to Diversity 2010“. Idéen med konferencen var, at medier og NGO’er sammen skulle finde ud af, hvordan de kunne gøre mediebilledet mere mangfoldigt. Der var rigtig mange deltagere og kun halvanden dag, endda med et meget tætpakket program, så der var ikke tid til at hilse på så mange. Det var dog positivt at se, hvor mange repræsentanter for public service kanaler, der var kommet. Der var blandt andet TV-folk fra Belgien, Bulgarien, Tyskland, Tyrkiet, Polen, Ungarn, Rumænien og Sverige.
I en af arbejdsgrupperne fik vi præsenteret den nederlandske nyhedsportal Wereldjournalisten.nl, der er blevet søsat af en række NGO’er, som ønskede at præsentere nyheder set med nogle andre øjne. Nyhederne skrives af journalister og borgerjournalister med mange forskellige baggrunde. Mange af dem bruger portalen som et springbræt til en karriere i medieverdenen, fordi det for minoriteter kan være lidt svært at få foden indenfor i mainstream medier.
Portalen behandler ofte emner, som de etablerede medier ikke skænker nogen opmærksomhed; fx nyheder fra NGO’erne eller minoriteter. Derfor fungerer portalen også som informationskilde for mainstream medier og for at imødekomme dem, har holdet bag portalen sammensat forskellige faktasider og databaser over eksperter, som medierne kan henvende sig til. Siden har ca. 25.000 unikke besøg om måneden, men hvad der er endnu bedre, vælger omkring 80 procent af dem at abonnere på sidens RSS-feed.
Der var mange andre eksempler på, hvordan minoriteter i Nederlandene bruger internettet og trykte medier til at blive hørt. Blandt andre meget aktive portaler er Wij Blijven Hier! (Vi bliver her!) og Marokko.nl. Jeg kender desværre ikke til lignende projekter i Danmark.
Det gode ved internationale konferencer og seminarer er, at man kan hente inspiration fra udlandet (hvilket man i Urban mandagen efter ironisk nok kunne læse er temmelig upopulært i danske virksomheder). Så vi vendte metoder og problemstillinger med hinanden, diskuterede overvågning af medier, muligheder for at give priser til journalister, der gør det godt, og skose dem, der ikke gør, romaernes situation osv. Jeg fandt naturligvis også et par andre bosniere; blandt andet en fra Mediacentar Sarajevo, som jeg allerede følger og som gør et kanon stykke arbejde.
Få dage efter konferencen skete det forfærdelige drab (kan drab være andet end forfærdeligt?) på en stewardesse på Radisson Blu-hotellet på Amager. Lige så snart politiet havde en mistænkt, stod der “rumæner” i de fleste overskrifter og jeg tænkte: er det virkelig det mest karakteristiske, der er ved manden? Hvad skulle vi borgere gøre - underrette politiet, hvis vi spottede en rumæner? Var det ikke alligevel lidt mere væsentligt at fokusere på hans udseende eller andet, der gjorde det mere sandsynligt, at han blev arresteret?
Det fremhæves ofte i medierne, når en udlænding har begået noget ulovligt. Sådan er det også i mange andre lande, kunne konferencedeltagerne bekræfte over for mig. Det er naturligvis ikke noget, man skal skjule og fortie, men er det nu også altid så væsentligt med hensyn til forbrydelsen? Det er vel forbrydelsen, der er det væsentlige? Fremhæver man forbryderens eller den mistænktes nationalitet, bliver det meget nærliggende at tro, at det har en direkte betydning for forbrydelsen - måske ligefrem, at nationaliteten er en årsag. Det er dér, det bliver problematisk. For så gælder det pludselig alle mennesker med den og den nationalitet.
Det var cirka det, drabschef Ove Dahl fik sagt (og forsvaret) i forbindelse med ovennævnte sag. “Rumænerne er skrupelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur,” sagde han, som om det skulle give mere mening, når danskere slår danskere ihjel på grund af jalousi. Han blev politianmeldt for overtrædelse af racismeparagraffen, så beklagede han generaliseringen, men debatten stopper nok ikke der.
Det er ikke helt harmløst, når medier fokuserer på nationalitet. Som læser eller seer kan man nemt komme til at koble historien sammen med nationaliteten, selv om det skulle være nok så ubevidst. At antyde, at en nationalitet kan være årsag til kriminalitet er det samme som at sige, at man kan blive født kriminel - og den slags er der vel ingen i vore dage, der kan tage alvorligt.
Nye kommentarer