Dansk, danskere, danskest
15 02 2010
Yildiz Akdogan (S) og Özlem Cekic (SF) til debat i PH Caféen. Foto: Amila Bosnae
“Vor kultur er international, og det har den altid været. Der findes ikke dansk stil, men kun genfortælling,” har Poul Henningsen en gang sagt. Desværre er det ikke et synspunkt, der er specielt udbredt i den politiske debat i dag. Tværtimod er udlændinge i vid udstrækning Public Enemy No. 1 og det emne, der har afgjort folketingsvalg efter folketingsvalg. Men hvorfor er udlændinge vigtigere end både klima og krise? Hvad er danskhed? Og hvorfor har venstrefløjen så svært ved at finde ben at stå på i dette spørgsmål?
Centrum-venstre tænketanken Cevea inviterede i går til debat om danskhed i PH Caféen - opkaldt efter ovennævnte Poul Henningsen. Cevea har tidligere lavet analyser og skrevet notater om danskhed ud fra en progressiv tankegang. En tankegang, der afviser, at åbenhed over for andre kulturer er lig med relativisme, rodløshed og det, der er værre. Oplægsholderne til debatmødet var folketingsmedlemmerne Yildiz Akdogan (S) og Özlem Cekic (SF), der i 2007 skrev Danmarkshistorie ved at blive de to første kvinder med minoritetsbaggrund, der blev valgt ind i Folketinget.
Vil ikke overlade debatten til andre
Ifølge Yildiz Akdogan er det er meget vigtigt at deltage i debatten om danskhed, da vi ellers risikerer, at et bestemt segment sætter sig på den. Selv foretrækker hun især at blande sig der, hvor hun møder modstand. Som for eksempel på sin blog hos Jyllands-Posten. Hendes indlæg får som regel over 100 kommentarer - det ene har endda fået over 700.
- Jeg elsker at diskutere danskhed, fordi det giver mig mulighed for at provokere, fortalte hun.
- Jeg tager meget bevidst og målrettet kampen op på JP-bloggen. Det er der, jeg har brug for at rykke ved noget. Vi har 14 % af befolkningen, der ser muslimer, der ser mig som den største trussel mod samfundet, sagde Yildiz.
Hendes første indlæg var et tilbageblik på 00′erne som årtiet, der havde gjort hende til muslim, med henvisning til den muslimfiksering, der fulgte i kølvandet på 11. september 2001 og karikaturkrisen.
- Problemet er, at danskhed forsøges fastlåst som noget statisk. Lige nu forsøger man at fastlåse danskhed med religion. Da min mor kom til Danmark i 1973, var hun først gæstearbejder, så fremmedarbejder, så tyrker og perker og nu er man muslim. Der siger jeg så, at det er udansk at reducere mig til min religion, og det virker provokerende på nogen, når jeg udtaler mig om hvad der er dansk og hvad der er udansk, fortalte Yildiz.
- Men jeg er lige så dansk som kartoflen, der kom til Danmark med kartoffeltyskerne; lige så dansk som Ludvig Holberg, der var nordmand, og lige så dansk som kongefamilien. Jeg er nok mere dansk end Mary, sagde Yildiz, der holder meget fast i sin jyske identitet.
- Danskhed kan ikke reduceres til Dannebrog og margueritten, blondt hår og blodets bånd. Danskhed er ligestilling, foreningsarbejde og det, at man hele tiden stiller spørgsmål. Og danskhed er især aktivt medborgerskab, fastslog Yildiz Akdogan.
Jeg er jo socialist!
Hvis Özlem Cekic skal nævne noget, der er typisk dansk, nævner hun frivillighed, arbejdsmoralen og solidariteten. Det er også de ting, hun vil have, at venstrefløjen skal gøre til sine egne. Den store grad af frivillighed, man møder i det danske samfund er et tegn på et stort overskud, fordi Danmark jo er en velfærdsstat, hvor man nemt kunne vælge at læne sig tilbage og lade staten tage sig af det hele. Den energi kunne venstrefløjen uden tvivl finde anvendelse for.
Ceveas arrangement var første gang, Özlem skulle diskutere danskhed, og det har den simple årsag, at det ikke er noget, hun prioriterer. Hun synes i virkeligheden, vi skal helt væk fra det spørgsmål. For hvorfor er det relevant?
- En gang havde jeg svært ved at sige, jeg var dansk. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor det var nødvendigt, og hvorfor man ikke bare kunne få lov til at sige, at man boede i Danmark, men tilhørte en minoritet. Nu kan jeg ikke forstå, hvorfor det er et problem at sige, at vi er danskere, fortalte Özlem.
Selv på Christiansborg oplever hun, at kolleger retter på hendes udtale; hun har på de mærkeligste tidspunkter fået spørgsmålet om hvor hun kommer fra, mens der på den anden side også er kolleger, der vil vide, om ikke hun er stolt over at være dansk.
- Jeg kan selvfølgelig ikke sige nej, fordi jeg tilhører en minoritet og straks bliver sat i den bås, men jeg er jo socialist! Det etniske betyder ikke noget, derimod går jeg op i sociale problemer og velfærd, forklarede hun.
Hun er dog ikke blind over for, at det etniske betyder noget i samfundet i dag. Det betyder noget i hendes hjem, når der kører visse debatter i fjernsynet og hun må se sin ældste søn kæmpe nogle af de samme kampe, hun har måttet tage.
Afleder opmærksomheden
- Jeg er træt af det. Der er tusinder, der mister sit arbejde, og vi diskuterer værdier. Eller ikke en gang værdier, men danskhed, som kun er en lille del af værdidebatten. Men nogle politikere kan have en interesse i at holde denne debat kørende, for ellers skulle man snakke om hvad man skulle gøre ved problemerne. Det samme skete, da der var strejke i sundhedssektoren - da diskuterede vi dommere med tørklæde, som der ikke fandtes én eneste af, sagde Özlem.
Hun var ikke ene om at mene, at værdidebatten (eller rettere: danskhedsdebatten) bruges til at aflede vælgernes opmærksomhed fra alvorlige samfundsproblemer. Yildiz Akdogan var enig:
- Minimalstaten er godt på vej til at blive indført. Vi har et væld af arbejdsløse, sundhedsvæsnet er i den grad blevet udhulet, mange unge får ingen uddannelse og hvad diskuterer vi? Tre burkaer, sagde hun.
- Der er nogen, der tager nogle voldsomme beslutninger for os alle sammen, mens vi diskuterer småting, tilføjede Ceveas formand, Jytte Hilden.
Venstrefløjens udfordringer
Blandt de tilstedeværende var også debattør Güzel Turan, som bl.a. har skrevet den fremragende kronik Hold nallerne fra burka og bryster. Hun pegede på, at udlændingedebatten og -politiken har passeret et point of no return - oppositionen har nemlig affundet sig med den førte politik og bebuder ingen lempelser under en ny regering. Oppositionen tilbyder på dette punkt altså ikke noget klart alternativ. Samtidig lader udlændingedebatten til at være en tabersag for venstrefløjen, for hvordan sælger man mangfoldighed i et samfund, der er så homogent som det danske?
De to politikere var enige i, at det er reelle problemer, som venstrefløjen står overfor, men havde desværre ikke nogen løsning - de kunne blot sige så meget som at de selv var uenige i den førte politik. Og mens Yildiz Akdogan understregede, at vi skal kaste os ud i debatten om danskheden, netop fordi nogle (på højrefløjen) har taget patent på den, havde Özlem Cekic mere lyst til at droppe hele navlepilleriet og i stedet tage fat på de sociale problemer.
Netop det var det debattens gennemgående dilemma: skal venstrefløjen først kæmpe for at fravriste de nationalkonservative (for at sige det pænt) patentet på danskheden, for så at kunne komme til at tage sig af de egentlige problemer i dette samfund, eller skal man hellere fokusere på at få løst de problemer til vor allesammens bedste og dermed vise, at hele danskhedspanikken er så fuldkomment unødvendig?








Der findes ikke nogen dansk identitet. Vore rødder ligger i det gamle Hellas, i Rom og Frankrig…. Den danske identitet er rugbrød, kogte kartofler og opbagt sovs. Johannes Sløk, JyllandsPosten 16/5 1991
Ret har han, professoren. Bortset fra at rugbrød, kogte kartofler og opbagt sovs er lige så tyske, hollandske mm. som danske.
Wonderful World
“Den store grad af frivillighed, man møder i det danske samfund er et tegn på et stort overskud, fordi Danmark jo er en velfærdsstat, hvor man nemt kunne vælge at læne sig tilbage og lade staten tage sig af det hele.”
Øh, det har halvdelen af befolkningen vil allerede gjort.
Ja vi bruger for meget tid på at snakke om ”dem og os”, tørklæder, burkaer, danskhed. Men hvorfor ER disse emner vigtigere end både klima og krise.
Fordi det er nemmere at tale om udlændinge end om klima og krise. Mange føler ikke det er nødvendigt at komme hele vejen rundt om emnet eller være i besiddelse af teoretisk viden på integration og udlændingeområdet, for at kunne udtale sig rimelig skråsikkert. Og så selvfølgelig fordi vi er blevet fodret med disse emner i rigelige/overdådige lunser af DF i mange år. DF har har GJORT disse emner ”vigtige”. Den offentlige debat og befolkningen er lidt i trance. Hypnotiseret af DF’s massive hærgen i det offentlige rum.
Problemet er vel, at disse emner I VIRKELIGHEDEN ikke er SÅ vigtige, og at integration og hele udlændingedebatten ER meget mere komplekst og svært stof end DF og regeringen vil gøre det til.
Som det nævnes et sted, så er mangfoldighed et svær budskab at få forklaret. Anderledes nemmere er det at sende budskabet ”burkaer og tørklæder er udansk, og det er ”dem” der er kommet til VORES land og derfor “dem” der må indordne sig og integrere sig”. Det er ikke vores problem, er budskabet fra især DF.
Desværre – desværre – desværre bliver vi dagligt bombarderet med dette urimelige, unuancerede, ikke medmenneskelige og ikke solidariske budskab.
Debatten bliver forenklet, og emnets sværhedsgrad bliver forsøgt underdrevet.
Danskhed vil af de fleste blive beskrevet som ønsker. Hvad de gerne vil have den til at være, men ingen kan/skal have patent på danskhed, synes jeg.
Danskhed er OGSÅ pølsevogne, campingvogne og kolonihaver, men heldigvis også meget meget andet.
Hvordan kommer vi videre? Jeg ved det ikke. Få os på andre tanker. Mangfoldige tanker. Positive tanker – flere tanker. At vi ikke må glemme at være medmenneskelige, og at vi nu er de borgere som vi nu er i landet, og at det selvfølgelig giver mening hele tiden at forsøge at leve side om side på en positiv måde i respekt for hinanden.
Giv os ansvarsfølelsen overfor udviklingen i landet tilbage!
@John Andersen: Danskhed er OGSÅ pølsevogne, campingvogne og kolonihaver, men heldigvis også meget meget andet.
Sætningen sætter danskhed fint i relief. Både pølsevogne, campingvogne og kolonihaver er ‘indvandrere’, der har fået det blå stempel som ‘danskere’
Hvad er det for noget sludder !
Jeg er dansk. Jeg er opvokset og født her i landet. Det samme gælder mine for mine forældre, bedste forældre, og deres forfædre. De værdier jeg er blevet opflasket med er det jeg opfatter som dansk.
Tilsvarede bilder jeg mig ind at en tyrker, bosnier, eller en fra Andeby, har fået den samme prægning fra deres forfædre/forældrer. Men giver det mig ret til at sige, at der ikke er noget der hedder bosnisk, at det skulle være joguslavisk? eller på nogen som helst måde lægge nogen af deres værdier i tvivl ?
@Pete: For nu at tage det fra en ende af, så er du — forhåbentlig — mest af alt Pete, næstefter søn af dine forældre og evt. bror til dine søskende, næstefter medlem af din slægt (hvis du går op i den slags og din slægt kan enes), næstefter land- eller bybo, næstefter andebyborger e.l., næstefter øst-, vest-, nord- eller sydjyde, sønderjyde, københavner eller hvad du nu er. Det kan også være, at du mest af alt er smed, skorstensfejer, fysiker, matematiker eller hvad du nu er. Hvis du er københavner, har du nok mere til fælles med en wiener end med en vestjyde. Er du smed og københavner, har du mere til fælles med en vestjysk smed end med en københavnsk matematiker. … Sådan kunne man blive ved — og begynde forfra ved at skelne mellem dreng og pige samt diverse variationer af samme tema.
Dybest set er danskhed noget, HMDs forfædre har opfundet, for at kunne narre/motivere dine forfædre til at betale skat og drage i krig og ofre livet for HMDs forfædre.
Jeg nød jeres oplæg , tak for det og blev meget inspireret . Har skrevet et blogindlæg “Dansk nok ?
http://metteweber.dk/2010/02/16/dansk-nok/
Hilsen Mette Weber
@RitzKLaus:
Nej jeg ser det ikke sådan at jeg bare er dansk, fordi vi har et kongehus, eller betaler skat. Du antager noget på mine vegne, og flytter mit meget meget simple fokus. Tal for dig selv, ikke for mig.
@Pete: Så naiv tror jeg nu heller ikke, du er. Det med kongehus og skat og krig er ikke møntet på dig, men dine forfædre.
Endnu et argument for, at danskhed er blevet til noget ‘opreklameret fis’: For en del år siden — længe før Fjogh&Co. bragte kulturk(r)ampen* til DK — var der ikke ret mange, der snakkede om danskhed. Til gengæld var der flere end i dag, der praktiserede humanisme — eller også bare teede sig som mennesker — og på denne måde bl.a. også sørgede for, at Danmark havde et godt ry rundt omkring i verden. Dette plus på tillids- og imagebalancen er vi godt i gang med at ødsle bort.
*efter en religiøs fundamentalistisk amerikansk præsidents forbillede. Bush var dog blot marionet for ultrakonservative og neoliberalistiske! kredse, som følte sig inspireret af Samuel P. Huntington. Men heller ikke SPHs “The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order” var og er noget nyt, men blot en videreudvikling af ‘filosofierne til retfærdiggørelse’ af kulturimperialismen, en nær slægtning til kolonialismen.
I hele dette spil er 9/11 for øvrigt hverken årsagen eller udløseren til USAs War on Terror, men en i bedste fald forudselig, i værste fald kærkommen følge af en krig mod terror, der som magtpolitisk og økonomisk instrument havde stået på i mange år.
Det korte af det lange: kulturkampen er magtpolitik.
Ja, RitzKLaus. Kulturkampen er magtpolitik. Ordet ”danskhed” synes opfundet til lejligheden.
Højrefløjen : Danskhed er : ”os” - ikke ”dem” - (bestemte) kasser – konservatisme (det trygge, suttekluden).
Venstrefløjen : Danskhed er : mangfoldighed – forskellighed – multikultur – fantasi.
Og hvad ER så danskhed?
Det DF siger, det er!
Det DF siger, det er!
Øf course — De Frelste, ikk’
Problemet er selvfølgelig, at DF har stjålet/opfundet ordet ”danskhed” og givet det en meget snæver definition, at det kun skal handle om de danske danskeres ”værdier”. ”De fremmede”, nydanskerne og muslimene er ikke inkluderet.
Men hvad skal vi bruge det til, begrebet? Gøre det mindre snævert selvfølgelig. Fortælle om vores ønsker og håb vi hver især har.
Måske vi skulle kalde det noget andet. Noget der passer til, at vi jo lever mange forskellige nationaliteter og folkeslag i landet. Forholde os til virkeligheden og forsøge at inddrage mange flere borgere i projektet. Projekt Danmarks fremtid. Jeg ved det ikke.
vh Verdensborgeren
Jeg burde heller ikke skrive så meget om dette emne på bloggen. Der er langt vigtigere ting.
Men selve ordet ”danskhed” behøver vel sådan set ikke betyde noget, der er snævert. Det er blevet gjort snævert. Stadig er det selvfølgelig sådan lidt navlebeskuende og ikke så aktuelt i en global verden.
Ja, Amila, det er deres ”spin”. Sammen med ”dem og os” er ”danskhed” i samme kategori.