URBANblog

Dansk Flygtningehjælp forlader Bosnien

7 02 2010

5. februar 2010 var den officielle afslutning på Dansk Flygtningehjælps 18 år lange engagement i Bosnien-Hercegovina (BiH). Målrettet kapacitetsopbygning fra blandt andre Dansk Flygtningehjælp betyder, at lokale myndigheder og NGO’er de senere år i stigende grad har taget over - men der er stadig brug for det internationale samfund i BiH, skriver Dansk Flygtningehjælp i en pressemeddelelse.

Under krigen i 90’erne var BiH centrum for mediernes og donorernes opmærksomhed. Siden er fokus flyttet til nye konflikter og problemer. Dansk Flygtningehjælp har igennem alle årene opretholdt en massiv tilstedeværelse i BiH gennem krig, genopbygning og forsoning.

”Dansk Flygtningehjælps nødhjælpskonvojer bragte mad og medicin til hundredetusinder fordrevne under krigen, og vores flygtningecentre gav dem tag over hovedet. Efter krigens afslutning, var vi med til at genopbygge landet og hjælpe flygtninge og fordrevne hjem” siger generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm.

For at støtte op om den vigtige forsoningsproces og varige løsninger for de mange fordrevne i BiH har Dansk Flygtningehjælp de seneste år haft fokus på kapacitetsopbygning af lokale myndigheder og NGOer, som skal føre det vigtige arbejde videre.

”Bosnien er kommet langt siden krigen – men et stort antal fordrevne mangler stadig en varig løsning, landet er politisk ustabilt, og mindretal oplever forskelsbehandling. Hvis Bosnien skal løftes det sidste stykke ud af krigens skygge, kræver det en vedholdende indsats fra lokale kræfter – og der vil fortsat være brug for støtte fra det internationale samfund til at fastholde fokus på adgang til lige rettigheder og beskyttelse af mindretal”, siger Andreas Kamm.

Dansk Flygtningehjælp yder fortsat rådgivning til flygtninge i Danmark, der ønsker at vende hjem til BiH, og er stadig til stede med støtte til internt fordrevne og flygtninge i andre dele af det tidligere Jugoslavien.

Læs om Dansk Flygtningehjælps arbejde i Bosnien igennem årene.

En dybtfølt tak for det store arbejde, organisationen har ydet!


Actionpoints

Informationer

3 kommentarer til “Dansk Flygtningehjælp forlader Bosnien”

7 02 2010
RitzKLaus :

Jo, det var tider.
I 1956, da ungarerne viste tænder, blev fordrevet af russisk militær og bl.a. kom til Danmark, hvor DFH blev grundlagt til at tage sig af flygtningene.
Længe før uvorne unger som Dubya og Fjogh skruede tiden tilbage til middelalderen og startede et korstog, der har gjort verden til et dårligere sted at leve i.
Dubya, Fjogh & Friends brugte så mange penge på destruktive gøremål, at de lagde fundamentet til en solid finanskrise.
Dermed har de sikret sig en plads i sejrherrernes og spekulanternes historiebøger. ;-)

7 02 2010
Amila Bosnae :

Men du kan godt se min pointe, at det hele ikke bare er “hul i hovedet” i Danmark? :)

7 02 2010
RitzKLaus :

Jep!

Skriv en kommentar

Du kan bruge disse HTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>