Amila Bosnae

I anledning af, at bloggen er nået til sit indlæg nr. 300, kommer her et indlæg, der har været længe undervejs og som fortæller lidt om hvorfor jeg skriver.

Det korte svar er: fordi jeg ikke kan lade være. Samfundsspørgsmål er mig for vigtige til at blande mig udenom.

Nøglespørgsmålet er dog ikke hvorfor jeg skriver, men hvorfor jeg skriver kritisk om danske forhold. Det er ligesom der, skoen trykker, viser de holdninger, der af og til lander i mit kommentarfelt. Hvorfor skriver jeg – en flygtning, der er kommet her på Danmarks nåde – kritisk om de ting, jeg ser i dette land? Føler jeg da ikke, at jeg skylder Danmark noget? Hvordan kan jeg være så taktløs? Hvordan kan jeg være sådan et utaknemmeligt skarn?

Der er folk, der mener, at det eneste acceptable for en flygtning at gøre er at tilbringe resten af sit liv med at bøje sig i støvet for de indfødte. Der er folk, der har skrevet, at jeg og min blog er det bedste bevis for, at man aldrig skulle have taget imod nogen flygtninge, hverken dengang eller nu. Der er folk, der har klandret mig for at foragte, hade og svine Danmark til – uden dog at kunne henvise til de passager, der kunne underbygge dette.

Helt ærligt: hvis jeg virkelig foragtede og hadede Danmark, ville jeg så ikke bare lade det sejle sin egen sø og godte mig hver gang, en fejl eller uretfærdighed gik upåagtet hen? Hvorfor skulle jeg så netop rende rundt og fremhæve de fejl og uretfærdigheder, jeg så, så der kunne blive gjort noget ved dem?

Den vigtigste grund til, at jeg gør noget som helst, der går ud over min egen lille person er dog den, at jeg overlevede. Jeg overlevede krig, sult og granater; jeg slap for at ende i voldtægtslejr eller træde på en landmine; jeg overlevede en enorm krigsmaskine og systematisk folkedrab – og så havnede jeg i et af de bedste lande, man dengang kunne havne i. I modsætning til de mange titusinder af mine landsmænd, der endte deres dage i en massegrav, har jeg en stemme. Hvis man forventer, at jeg skal lade hånt om dét, ved man ingenting om overlevere.

Foto: Raphaël Thiémard

Forleden var jeg til et debatarrangement med den tidligere danske ambassadør i Bosnien-Hercegovina, Niels-Jørgen Nehring, der tjente i Sarajevo i tidsrummet 2006-2009. Han fortalte om sine oplevelser i BiH og sit syn på den politiske situation i dag, og der var generelt ikke meget nyt i det for mig.

Bortset fra hans svar på det uundgåelige spørgsmål om, hvorfor Europa ingenting gjorde. (Selv ville jeg aldrig have formuleret spørgsmålet sådan, men den tager vi en anden dag.)

Han svarede, at det havde at gøre med Berlinmurens fald og den enorme omvæltning, det betød. I 40 år havde Europa været delt og man havde været sikker på, at den mindste grænseændring ville føre til Tredje Verdenskrig og atomkatastrofer. Da Muren faldt og verden begyndte at se anderledes ud, gik Europa lidt i panik og første prioritet var at bevare freden, at forsikre hinanden om, at man stadigvæk var gode venner og at det ikke ville gå galt.

Jeg læste en gang et interview med Haris Silajdžić dengang han var vores udenrigsminister, og han sagde, at da Berlinmuren faldt, faldt den på Bosnien. Jeg forstod aldrig, hvad han lige præcis mente, men det kan meget muligt have været noget i stil med det, Niels-Jørgen Nehring fortalte om.

Jeg køber den bare ikke. For hvor blind og døv skal man egentlig være for at rende rundt og forsikre hinanden om, at der ikke vile komme en ny krig MENS der foregår en krig i Europa - med kz-lejre, voldtægtslejre, folkemord og alt det, man sagde “aldrig mere” om? Og så i flere år?!?

Stormuftien i Bosnien-Hercegovina, Mustafa ef. Cerić, har den officielle titel Reisu-l-ulema. I daglig tale er det blevet til Reis (i hvert fald blandt de mindre seriøse af os). Det udtales ikke som “rejs”, men som “reys”. Reis er ikke lige populær hos alle og er derfor naturligvis et yndet mål for autoritetsforagtende morskab.

På Facebook kan man blive fan af det fiktive band Reis Against the Machine, der har ryddet toplister med sange som Nothing Reis Matters, Faith No More og Reggae Reissae. Bandet henter inspiration fra mange forskellige genrer, selv kitchet folkemusik. Bandet har over 2000 fans, hvilket er godt gået, når man tænker på, at ingen nogensinde har set Reisen gribe en guitar. Der går rygter om, at det hele er mixerpultens fortjeneste.

Reisens succes på Facebook standser dog ikke her. Nyhedsportalen Sarajevo-X kunne for nyligt berette om en falsk (sikkert!) profil oprettet i Reisens navn, der er blevet meldt ind i grupper som “Volleyball-piger har de bedste numser”. Jeg har naturligvis sendt en venneanmodning afsted, som han dog endnu ikke har accepteret - muligvis fordi han efter omtalen i Sarajevo-X er en meget efterspurgt mand. Jeg kan dog se så meget, at den gode Reis er fan af Jägermeister, vandpiber, Guy Who Threw His Shoes at Bush, Amy Winehouse, Playboy og meget mere. Reisen kan lide at feste.

Apropos Playboy, så vil følgende undertøjsreklame måske falde i Reisens smag. Når han accepterer min venneanmodning, sender jeg ham et link.

”Der er mange måder at være dansk på”, står der på en plakat ud for lokale 205 på VerdensKulturCentret på Nørrebro. Her tilbyder Center for Positiv Integration (CePI) gratis juridisk rådgivning for flygtninge og indvandrere tirsdage kl. 13-17 samt torsdage kl. 18-21. Det er her, Gazettes udsendte mødes med Søren Viskum Larsen, som sidder i bestyrelsen for CePI - og altså også yder juridisk bistand engang imellem.

Læs resten af min artikel om CePI i Gazette nr. 5 (s.11).

Yildiz Akdogan (S) og Özlem Cekic (SF) til debat i PH Caféen. Foto: Amila Bosnae

“Vor kultur er international, og det har den altid været. Der findes ikke dansk stil, men kun genfortælling,” har Poul Henningsen en gang sagt. Desværre er det ikke et synspunkt, der er specielt udbredt i den politiske debat i dag. Tværtimod er udlændinge i vid udstrækning Public Enemy No. 1 og det emne, der har afgjort folketingsvalg efter folketingsvalg. Men hvorfor er udlændinge vigtigere end både klima og krise? Hvad er danskhed? Og hvorfor har venstrefløjen så svært ved at finde ben at stå på i dette spørgsmål?

Centrum-venstre tænketanken Cevea inviterede i går til debat om danskhed i PH Caféen - opkaldt efter ovennævnte Poul Henningsen. Cevea har tidligere lavet analyser og skrevet notater om danskhed ud fra en progressiv tankegang. En tankegang, der afviser, at åbenhed over for andre kulturer er lig med relativisme, rodløshed og det, der er værre. Oplægsholderne til debatmødet var folketingsmedlemmerne Yildiz Akdogan (S) og Özlem Cekic (SF), der i 2007 skrev Danmarkshistorie ved at blive de to første kvinder med minoritetsbaggrund, der blev valgt ind i Folketinget.

Vil ikke overlade debatten til andre

Ifølge Yildiz Akdogan er det er meget vigtigt at deltage i debatten om danskhed, da vi ellers risikerer, at et bestemt segment sætter sig på den. Selv foretrækker hun især at blande sig der, hvor hun møder modstand. Som for eksempel på sin blog hos Jyllands-Posten. Hendes indlæg får som regel over 100 kommentarer - det ene har endda fået over 700.

- Jeg elsker at diskutere danskhed, fordi det giver mig mulighed for at provokere, fortalte hun.

- Jeg tager meget bevidst og målrettet kampen op på JP-bloggen. Det er der, jeg har brug for at rykke ved noget. Vi har 14 % af befolkningen, der ser muslimer, der ser mig som den største trussel mod samfundet, sagde Yildiz.

Hendes første indlæg var et tilbageblik på 00′erne som årtiet, der havde gjort hende til muslim, med henvisning til den muslimfiksering, der fulgte i kølvandet på 11. september 2001 og karikaturkrisen.

- Problemet er, at danskhed forsøges fastlåst som noget statisk. Lige nu forsøger man at fastlåse danskhed med religion. Da min mor kom til Danmark i 1973, var hun først gæstearbejder, så fremmedarbejder, så tyrker og perker og nu er man muslim. Der siger jeg så, at det er udansk at reducere mig til min religion, og det virker provokerende på nogen, når jeg udtaler mig om hvad der er dansk og hvad der er udansk, fortalte Yildiz.

- Men jeg er lige så dansk som kartoflen, der kom til Danmark med kartoffeltyskerne; lige så dansk som Ludvig Holberg, der var nordmand, og lige så dansk som kongefamilien. Jeg er nok mere dansk end Mary, sagde Yildiz, der holder meget fast i sin jyske identitet.

- Danskhed kan ikke reduceres til Dannebrog og margueritten, blondt hår og blodets bånd. Danskhed er ligestilling, foreningsarbejde og det, at man hele tiden stiller spørgsmål. Og danskhed er især aktivt medborgerskab, fastslog Yildiz Akdogan.

Jeg er jo socialist!

Hvis Özlem Cekic skal nævne noget, der er typisk dansk, nævner hun frivillighed, arbejdsmoralen og solidariteten. Det er også de ting, hun vil have, at venstrefløjen skal gøre til sine egne. Den store grad af frivillighed, man møder i det danske samfund er et tegn på et stort overskud, fordi Danmark jo er en velfærdsstat, hvor man nemt kunne vælge at læne sig tilbage og lade staten tage sig af det hele. Den energi kunne venstrefløjen uden tvivl finde anvendelse for.

Ceveas arrangement var første gang, Özlem skulle diskutere danskhed, og det har den simple årsag, at det ikke er noget, hun prioriterer. Hun synes i virkeligheden, vi skal helt væk fra det spørgsmål. For hvorfor er det relevant?

- En gang havde jeg svært ved at sige, jeg var dansk. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor det var nødvendigt, og hvorfor man ikke bare kunne få lov til at sige, at man boede i Danmark, men tilhørte en minoritet. Nu kan jeg ikke forstå, hvorfor det er et problem at sige, at vi er danskere, fortalte Özlem.

Selv på Christiansborg oplever hun, at kolleger retter på hendes udtale; hun har på de mærkeligste tidspunkter fået spørgsmålet om hvor hun kommer fra, mens der på den anden side også er kolleger, der vil vide, om ikke hun er stolt over at være dansk.

- Jeg kan selvfølgelig ikke sige nej, fordi jeg tilhører en minoritet og straks bliver sat i den bås, men jeg er jo socialist! Det etniske betyder ikke noget, derimod går jeg op i sociale problemer og velfærd, forklarede hun.

Hun er dog ikke blind over for, at det etniske betyder noget i samfundet i dag. Det betyder noget i hendes hjem, når der kører visse debatter i fjernsynet og hun må se sin ældste søn kæmpe nogle af de samme kampe, hun har måttet tage.

Afleder opmærksomheden

- Jeg er træt af det. Der er tusinder, der mister sit arbejde, og vi diskuterer værdier. Eller ikke en gang værdier, men danskhed, som kun er en lille del af værdidebatten. Men nogle politikere kan have en interesse i at holde denne debat kørende, for ellers skulle man snakke om hvad man skulle gøre ved problemerne. Det samme skete, da der var strejke i sundhedssektoren - da diskuterede vi dommere med tørklæde, som der ikke fandtes én eneste af, sagde Özlem.

Hun var ikke ene om at mene, at værdidebatten (eller rettere: danskhedsdebatten) bruges til at aflede vælgernes opmærksomhed fra alvorlige samfundsproblemer. Yildiz Akdogan var enig:

- Minimalstaten er godt på vej til at blive indført. Vi har et væld af arbejdsløse, sundhedsvæsnet er i den grad blevet udhulet, mange unge får ingen uddannelse og hvad diskuterer vi? Tre burkaer, sagde hun.

- Der er nogen, der tager nogle voldsomme beslutninger for os alle sammen, mens vi diskuterer småting, tilføjede Ceveas formand, Jytte Hilden.

Venstrefløjens udfordringer

Blandt de tilstedeværende var også debattør Güzel Turan, som bl.a. har skrevet den fremragende kronik Hold nallerne fra burka og bryster. Hun pegede på, at udlændingedebatten og -politiken har passeret et point of no return - oppositionen har nemlig affundet sig med den førte politik og bebuder ingen lempelser under en ny regering. Oppositionen tilbyder på dette punkt altså ikke noget klart alternativ. Samtidig lader udlændingedebatten til at være en tabersag for venstrefløjen, for hvordan sælger man mangfoldighed i et samfund, der er så homogent som det danske?

De to politikere var enige i, at det er reelle problemer, som venstrefløjen står overfor, men havde desværre ikke nogen løsning - de kunne blot sige så meget som at de selv var uenige i den førte politik. Og mens Yildiz Akdogan understregede, at vi skal kaste os ud i debatten om danskheden, netop fordi nogle (på højrefløjen) har taget patent på den, havde Özlem Cekic mere lyst til at droppe hele navlepilleriet og i stedet tage fat på de sociale problemer.

Netop det var det debattens gennemgående dilemma: skal venstrefløjen først kæmpe for at fravriste de nationalkonservative (for at sige det pænt) patentet på danskheden, for så at kunne komme til at tage sig af de egentlige problemer i dette samfund, eller skal man hellere fokusere på at få løst de problemer til vor allesammens bedste og dermed vise, at hele danskhedspanikken er så fuldkomment unødvendig?