Amila Bosnae

DF i Hvidovre Kommune forsøgte forleden at indføre en minimumskvote for mængden af svinekød, der skulle serveres i kommunens institutioner, nemlig 20 procent. Det var under et møde i kommunalbestyrelsen den 27. oktober, at forslaget blev fremsat. Af mødereferatet kan man se, at ingen andre i kommunalbestyrelsen var så langt ude som det kræves for at vedtage et sådant forslag.

Jeg blev gjort opmærksom på dette yderst spøjse forslag af Horymir, der med henvisning til mit seneste indlæg skrev, at jeg nok ender i Hvidovre, når jeg skal på plejehjem, og der skal de nok vide, hvordan de skal håndtere en muslim og vegetar - med link til DF-historien i Hvidovre Lokalavis.

I begrundelsen for forslaget lyder det bl.a.:

“Svinekød indgår med en væsentlig andel i dansk madkultur. Dansk Folkeparti ønsker at dette kulturtræk fastholdes, men vi frygter at man i mange offentlige institutioner, af misforstået hensyn til borgere med indvandrerbaggrund, bevidst fravælger at servere svinekød. Dansk Folkeparti ønsker at holde dansk kultur, herunder madkultur, i hævd. Vi foreslår derfor at der indføres en minimumskvote for svinekød (…)”

Jeg er helt vild med, at det i DF-optik kun er borgere med indvandrerbaggrund, der ikke spiser svinekød, og at det i den forbindelse er et misforstået hensyn at servere det for folk, som de foretrækker.

Men burde DF’erne så ikke selv gå frem med et godt eksempel? Hvis svinekød er dansk madkultur, så må det have været forstemmende for de gæve DF’ere at se deres forkvinde Pia Kjærsgaard servere græsk kylling og tzatziki i Go’ Morgen Danmark d. 2. juni i år og ligefrem kalde det for sin yndlingsret. Hun kunne da i det mindste have lavet græsk gris i stedet for kylling.

Når nu det ikke lykkedes DF at indføre regler om hvad der skal serveres, er det nærliggende at forvente, at de i stedet vil forsøge at forbyde sig til monodanskheden. Forbered jer derfor på at se en jul uden clementiner (for ikke at nævne dadler!), mandelris (som hidtil gik under det fremmede navn ris à l’amande) og kirsebærsovs, da hverken clementiner, ris eller kirsebær bliver dyrket i Danmark. Og der er ingen jul til vegetarer, hvis afvigende opførsel ikke en gang gør dem fortjent til brunede kartofler. Julemanden vil desuden blive nægtet indrejse, da Grønland simpelthen er gået for vidt med det der selvstyre. God jul.

Jeg sendte i går følgende læserbrev til metroXpress:

I metroXpress kunne man den 29. oktober læse, at DF vil styre integrationen i København - og de vil styre den direkte i afgrunden, hvis de får lov. Enhver kan sige sig selv, at et parti, der ene og alene lever af at så splid i befolkningen, vil gøre alt for at ødelægge integrationen. Jeg vil minde vælgerne i København og alle andre af landets kommuner om, at ethvert angreb på Danmarks minoriteter er et angreb på hele samfundet og de lighedsprincipper, det bygger på. Og der findes heldigvis partier, der har et andet program end frygtens politik.

Jeg var i dag glad for at se, at metroXpress havde valgt at bringe kommentaren (s. 38). Hvad der dog undrede mig var, at der står,  jeg bor i Brøndby. Jeg havde ellers tydeligt skrevet, at jeg boede i 2665 Vallensbæk Strand, og metroXpress havde også skrevet det korrekt ved en tidligere lejlighed.

Men så så jeg læserbrevet under mit. Forfattet af Kenneth Kristensen Berth, der er DF’s spidskandidat til Vallensbæk kommunalbestyrelse. Jeg ville ikke have kendt navnet, hvis ikke jeg for nogle dage siden havde fået hans folder ind ad døren, hvorpå der stod “Gi’ os Vallensbæk tilbage” (det gør der også på hans side). “Nå, så har de opdaget, at vi er flyttet hertil,” sagde min kæreste.

Og det er nogenlunde det første, der står i folderen: “Der er kommet flere indvandrere og efterkommere til Vallensbæk i løbet af de senere år.” (Husk, danskere får ikke efterkommere, de får danskere!) Senere står der: “Vidste du at antallet af indvandrere og efterkommere i Vallensbæk er steget med 59 % de sidste 10 år - og 28 % alene de sidste to år?”

Ja, det må også have været skræmmende for DF, at antallet af medlemmer af Enhedslisten i Vallensbæk steg med 25 %, da jeg for nyligt meldte mig ind - der havde været 4, og nu er der så 5. Skræmmende.

Kæresten og jeg sad ved morgenbordet og grinte af, at metroXpress måske havde skrevet Brøndby, fordi Kenneth Kristensen Berth havde skrevet til dem og sagt, at det kunne de ligeså godt, for der ville jeg blive sendt hen om tre uger (efter kommunalvalget). Følg med her på bloggen, om der snart dumper et nyt brev fra DF ind ad min dør, hvor jeg venligst bliver bedt om at skride til de andre perler længere nede ad vejen…

Danmark har vist alle dage haft et ret specielt forhold til EU. I medlemskabet har man fx de fire forbehold. Her kan det ikke mindst være interessant at høre om folks grunde til at sige nej til euroen (”Vi vil beholde dronningen på mønterne” - jaså, hun skulle så heller ingen steder hen), mens mange andre lande kun drømmer om at have en økonomi, der kvalificerer dem til at komme med i Euro-zonen. Bosnien-Hercegovina står derimod uden for det gode selskab og ville meget gerne fremad, men holdes i alle henseender tilbage af Dayton-aftalen, der i 1995 afsluttede krigen. For det var nemlig ikke det eneste, den gjorde. Den delte også landet op, indførte etnokrati i stedet for demokrati og gjorde os til indehavere af verdensrekorden i administrativt personale (vi har hundreder af ministre og ministerier på mange forskellige niveauer).

En gang imellem konfronteres jeg med historier, der gør denne forskel på Danmark og Bosnien-Hercegovina så smertefuldt tydelig. En af dem er en historie, der i dag blev bragt på DR.dk.

Historien bærer overskriften “Vi er vilde med EU-nummerplader“. Baggrunden er, at 5.345 bilejere har valgt at få den nye EU-nummerplade i den første uge, den har været tilgængelig. Til sammenligning har 2.435 valgt at få en nummerplade uden EU-flag. DR vælger i historien at fokusere på de to ud af tre, der har valgt at få EU’s stjerner i et hjørne af deres nummerplade. Jeg vil til gengæld kaste et hurtigt blik på den tredjedel, der ikke ville have dem.

Danmark har været med i EU siden dengang, det hed EF (medlemskabet trådte i kraft d. 1. januar 1973). Altså i mere end et kvart århundrede. Alligevel er der en tredjedel, der end ikke vil donere en flig af deres nummerplade til den blå stribe og EU-stjernerne. Kigger man på afstemningen ved siden af artiklen, står det endnu værre til end i artiklen - her er det kun en tredjedel, der ville have den nye nummerplade, mens resten vil have den gamle (screen shot taget ca. kl. 17):

Bosnien-Hercegovina har aldrig været med i EU. Vi vil skam gerne, men kan ikke en gang få en visumaftale med EU, alt imens Kroatien, Serbien og Montenegro mere og mere bydes ind i varmen. Ikke desto mindre har vi et flag, der skriger EU-projekt med både blå baggrund og stjerner (der dog ikke er gule, men hvide):

Designet af den høje herre Carlos Westendorp og i brug siden 1998.

Vores flag havde indtil da set således ud:

Det var en moderniseret udgave af Kong Tvrtkos våbenskjold. Tvrtko var den første konge af Bosnien og regerede i 1300-tallet. Flaget var derfor alt for bosnisk til at kunne repræsentere Bosnien-Hercegovina (udsøgt, ikke?) og vi fik EU-projekt-flaget. Vi skal måske helst ikke tro, at vi har en århundreder lang historie, hvem ved.

Hvor ville det have været fint, hvis man havde ladet os om vores eget flag eller hvis man i det mindste havde givet os et valg ligesom det, bilejerne i Danmark nu har. Jeg ved i hvert fald, hvilket flag jeg har i mit hjem.

Dette års Blog Action Day handler om klimaforandringer. Mit lille bidrag er nedenstående opskrift på en vegetarret, da det samtidig er cirka et år siden, jeg blev vegetar. Kødproduktion er meget belastende for miljøet, så ved at indføre bare én kødfri dag om ugen er man med til at gøre noget godt for klimaet. Vi har ikke den store indflydelse på de høje herrer, der mødes til klimatopmøde i København til december, men alle kan beslutte sig for at spise mere klimavenligt Velbekomme!

Kikærtekarry

2 ds (à 400 g) kogte kikærter

2 store løg

1 spsk karry

1 tsk paprika

2 madæbler

1 spsk sojasauce

1 ds (à 400 g) hakkede tomater

1 stort fed hvidløg

Hak løgene fint og æblerne groft. Svits løgene i lidt olivenolie, til de bliver bløde. Drys karry og paprika over og rør godt rundt. Tilsæt æble og dernæst sojasauce, tomater og hvidløg. Lad det simre under låg i 20-25 min. Bland kikærterne i og varm retten igennem. Smag til. Er godt til pasta og ris.

Forud for landskampen Danmark-Sverige i lørdags var samtlige medier gået i selvsving over fodboldstjernen Zlatan Ibrahimović. Det var som om, han udgjorde hele det svenske landshold. Han var en farlig mand, denne svensker.

Da jeg for nogle år siden hørte om ham for første gang, gik jeg ud fra, at han var bosnisk flygtning ligesom jeg. Der er trods alt 80.000 bosniere i Sverige, så det var ikke helt usandsynligt. I alt fald mente jeg, at manden var bosnier. Navnet tydede jo på det, og det samme gjorde næsen, der ikke just er den skandinaviske opstoppermodel. Men mine fodboldinteresserede (danske) venner var hurtige til at korrekse mig: når man spiller for det svenske landshold, er man svensker. Punktum.

Jeg var dog ikke overbevist af den grund, men da jeg fandt ud af, at manden var født og opvokset i Sverige og at hans mor i øvrigt var kroat - samtidig med at jeg aldrig hørte eller læste noget, hvor han omtalte sig selv som bosnier eller kroat - kunne jeg ikke længere afvise, at han var svensk.

Fred være med det, jeg var bare glad for, at et -vić-efternavn blev så hyppigt nævnt i medierne for noget positivt. Og så faldt jeg også for Enhedslistens video fra valgkampen forud for folketingsvalget i 2007, hvor man ser nogle af Zlatans mål i en anden Danmark-Sverige landskamp. Jeg forstår ikke en dyt af det, kommentatoren siger, men det er ikke til at tage fejl af, når han i sit glædesrus råber “Zlatan Ibrahimović!” Og det varmer, bare fordi det er -vić.

Det er svært at komme udenom, at manden er arrogant og kan komme med nogle temmelig usympatiske udmeldinger, men mon ikke han er tilgivet, så længe han bliver ved med at score? Og for at føre den tanke videre: gad vide, hvad der så vil ske, hvis han en dag pludselig ikke er så god længere? Vil man stadig smile overbærende? Vil han stadig være lige så svensk? Eller vil man pludselig lægge mærke til navnet, næsen og forældrene?

Jeg spurgte en af mine landsmænd i Sverige, om det var hendes indtryk, at Zlatan kun var så svensk, fordi han er succesfuld og berømt - lidt ligesom man har set det med diverse sportsfolk i Danmark. Hun svarede: “Ja, sådan ser de fleste her på det. Vi andre med svensk pas og vore børn, der er født her, vi bliver ikke betragtet som svenskere på samme måde. Mit barn er andengenerationsindvandrer - det er trist, men sådan er det.”

Jeg overværede en gang en konference, hvor daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) blev spurgt om hvad integration var. Hun kunne ikke svare, men vævede om sammenhængskraften i samfundet (man ser det lige for sig: “sammenhængsminister”). Her har hun svaret. Man er integreret, når man er berømt og succesfuld. Man er integreret, når man har et talent, der er millioner værd. Man er integreret, når man kan vinde turneringer og Oscars eller score vigtige mål for sit land, som Ibrahimović her. Så er man endda så integreret, at det ikke en gang bliver ødelagt af, at man er vildt arrogant.

Vi andre skal til gengæld (stadig) helst ikke stikke næsen (!) for langt frem. For os er det ikke gratis at være lidt for smarte eller (gud forbyde) kritiske. Sådan nogle perler.