Amila Bosnae

For nogle måneder siden lagde jeg mærke til, at flere avisers netsider var begyndt at bruge integrerede links ligesom vi bloggere. Det var godt nok mest amerikanske og engelske aviser, men jeg spottede også nogle danske, der var med på beatet. Det glædede mig, både fordi integrerede links er så dejligt læsevenlige og fordi man som blogger kunne sole sig i, at vi havde vist vejen for de “store”.

Og så af en eller anden grund droppede de danske netaviser det igen. De linker såmænd stadig - nogle gange endda til eksterne kilder - men så afgjort ikke integreret. På Politiken.dk får man således jævnligt skældud, mens man læser. LÆS OGSÅ, FOKUS, SE VIDEO, FAKTA, råbes der ad læseren hele vejen ned ad artiklen, nogle steder med en enkel sætnings mellemrum, og man får en følelse af at læse i stop motion.

Hvor gik det galt? Kunne de bare ikke lide, at det var os “små”, der havde lært dem noget? Netkommunikation foregår nu engang bedst på nettets præmisser, og det ved vi bloggere altså et og andet om. Eller tror de, at deres læsere kunne tænke sig at få skældud i den trykte avis med spredte opfordringer til at LÆSE ARTIKLEN på side 20?

Efter der fra flere sider har lydt kritik af Flygtningenævnets sammensætning og rolle, tager Venstre nu til genmæle i form af udlændinge- og integrationsordfører Karsten Lauritzen (ham, jeg sad overfor i Go’ Morgen Danmark, da vi talte om asylbørn).

Kritikken går blandt andet på, at man ikke har lov til at fremføre vidner, når en sag behandles af Flygtningenævnet.

Det forbløffende svar fra Venstres ulændingeordfører er: det er for asylansøgernes skyld! Man vil nemlig beskytte asylansøgerne fra deres advokater ved at formene dem adgang til at fremføre vidner. Advokaterne er ifølge Lauritzen ene og alene ude på at tjene fedt på asylansøgerne (som jo har r.. fuld af penge, forstås), og ville med noget så unødvendigt som vidner i en retssag bare trække tiden ud for asylansøgerne.

-Det er jo selvfølgelig utrygt at sidde i Danmark og vente på at finde ud af - er man flygtning eller er man afvist asylansøger, siger Lauritzen til P1.

Så regeringen tænker blot på asylansøgernes bedste og vil gerne redde dem fra den lange ventetid. Men når nu asylansøgernes ve og vel ligger regeringen så meget på sinde, kan det undre, at den samtidig er så uvillig til at redde dem fra granaterne i hjemlandet….

Læs også gæsteindlægget af udlændingeretsadvokat Helge Nørrung.

Sandholmlejren. Foto: Mikkel Østergaard.

Der er børn født i Danmark, som har levet hele deres liv i asyllejre. Uden normal skolegang (som en lærer på en centerskole sagde: “De har ikke brug for at lære noget, for man ved ikke, om de er her i morgen.”), uden kontakt til almindelige danske børn, der bor i normale hjem med deres familier, og uden noget fremtidsperspektiv. Hvem er man uden en fremtid? Er man overhovedet nogen? Hvad er berettigelsen for ens væren? At leve uden en fremtid er at se døden lige i øjnene. Asylcentret bliver til et ikke-sted og børnenes liv en ikke-væren.

En række fagpersoner, der i årevis har arbejdet med flygtninge, har slået sig sammen i den nye bevægelse Asylbørnene ud nu, hvis mål er at få børnene ud i den normale hverdag. Desuden skal børnene og deres forældre have den behandling og de tilbud, de har brug for, for at komme sig over deres traumer.

Målet er at samle 500.000 underskrifter, så jeg vil hermed opfordre alle til at gå ind på siden og læse fakta og cases - og hvis det er noget, I synes, I kan støtte, giv jeres underskrift for asylbørnene og print nogle skemaer så I kan tage dem med der hvor I møder ligesindede.

Jeg er meget stolt af at have bidraget med Peter Plys-fotografiet fra Sandholm, der både figurerer på bevægelsens hjemmeside og Facebook-gruppe. Det var meget rystende at se Peter Plys kigge op over hegnet - ind til Sandholmlejrens fængsel. Og bare tænk: der er børn, der leger på den ene side, mens deres fædre er på den anden side af pigtråden….

Det kan man altså ikke. Jeg er ked af det, men der er simpelthen ingen undskyldning.

I dag er det Verdens Flygtningedag og i år blev jeg desværre forhindret i at deltage i markeringen af dagen med Kvinder i Sort, da jeg skulle kigge på hus (!). Jeg er dog rigtig glad for, at Anne Nielsen, formand for SOS mod Racisme, Danmark, har skrevet en utroligt god kronik i dagens Politiken, hvor hun gennemgår aftalen mellem den danske og irakiske regering samt Flygtningenævnets rolle:

Når Flygtningenævnet afgør sagerne efter en konkret og individuel vurdering – betyder det, at en stor del af de flygtninge, som er berettiget til asyl efter flygtningekonventionen, ikke får asyl. De tilhører nemlig typisk en forfulgt gruppe, ligesom jøder, romaer, sindssyge og homoseksuelle gjorde det under 2. Verdenskrig. Flygtningenævnet har sagt efter en konkret og individuel vurdering så længe, at det har glemt, hvad der står i flygtningekonventionen og udlændingeloven.
(…)
Men hvad mening giver denne [Flygtningenævnets] påståede uafhængighed, når det ene af de tre medlemmer i et nævn er udpeget af Integrationsministeriet? (…) Hvordan kan man opretholde en uafhængig holdning til asylsager, når man er involveret i formulering af nye love, administration og klagesagsbehandling på området? Ved kontorcheferne ikke, hvad ministeren mener? At Flygtningenævnet ikke er domstolslignende, fremgår af, at sagerne forløber bag låste døre, uden adgang for offentligheden, normalt uden adgang til vidneførelse og med stærk begrænsning i, hvad der må fremlægges af bevismateriale. Der er heller ikke adgang til at appellere afgørelsen til en rigtig domstole eller til Ombudsmanden. Ligeledes er sagerne typisk ikke oplyst lige så godt som i almindelige retssager.

Forleden så jeg igen en kommentar à la “de afviste har fået deres sager behandlet af udlændingemyndighederne, og vi må gå ud fra, at de har gjort deres arbejde grundigt”. Hvorfor må vi gå ud fra det da? Der er på det seneste kommet så mange saglige analyser af Flygtningenævnet og så mange har påpeget fejlene i asylsystemet, at der snart ikke er nogen undskyldning for at holde fast i “deres sager er jo blevet behandlet”-undskyldningen - andet end en fuldkommen kynisme og ligegyldighed overfor forfulgte mennesker.

I går deltog jeg i den store demonstration mod tvangsudvisninger, arrangeret af Bedsteforældre for Asyl og bevægelsen for et anstændigt Danmark. Demonstrationen begyndte foran Christiansborg. Her kunne vi blandt andet høre en tordnende tale af Carsten Jensen, hvor han trak paralleller fra den lille pige med svovlstikkerne til asylansøgerne i dag, som også lider en krank skæbne for øjnene af os allesammen.

- Nu dør hun for øjnene af os igen. I en snedrive, der hedder Danmark, sagde han.

Mimi Jacobsen fremhævede Sveriges gode eksempel, som har givet asyl til titusinder af irakere og andre asylansøgere, heraf mange tusind børn. - De siger, de bare gør ligesom Sverige. Jeg siger, vi skal holde dem ved deres ord. Så gør dog ligesom Sverige!

Jørgen Bache, som arrangerede den store demonstration i januar og som også var medarrangør på den i går, opfordrede Højesteret til at kigge på Flygtningenævnets arbejde og tage stilling til, om det er acceptabelt, at et politisk nævns afgørelser ikke kan appelleres.

Du kan læse mere om demonstrationen i Information, som er en af meget få medier, der har valgt at skrive om demonstrationen. Andre fandt det åbenbart ikke nødvendigt at kommentere flere tusind mennesker forsamlet på Rådhuspladsen for en højaktuel sag.

Det var godt vejr at tage billeder i, så her er nogle af dem, jeg tog i går.

(Jep, det er Johanne Schmidt-Nielsen :))