Amila Bosnae

“Det er skammeligt”, siger Peter Skaarup (DF) til politiken.dk om de irakiske asylansøgeres vægren mod at tage tilbage til Irak. Ifølge DF ville enhver god forælder nemlig skynde sig at tage sine børn midt i en krigszone i stedet for at kæmpe for deres fremtid i et sikkert land.

“Jeg synes, man hjælper sine børn ved at give dem rolige omgivelser i Irak,” siger han, og glemmer belejligt, at et hav af amerikanske, danske og andre soldater i adskillige år har været i Irak, efter sigende for at skabe disse rolige omgivelser - og vi ved alle, hvor godt dét går. Der er ikke en gang embedsmænd, der tør tage derned for at undersøge de områder, de kalder for “sikre” i deres rapporter, som de i øvrigt skriver på sikker afstand i andre lande.

Han siger også indirekte, at det er helt og aldeles ens egen skyld, hvis man kommer ud for noget i Irak. Så er det nok, fordi man selv har bedt om det: “Hvis man vil lave kriminalitet og terror i Irak, så bringer det selvfølgelig én i fare, men ellers er det muligt at være i sikkerhed”.

Det er bestemt nogle anderledes teorier, Peter Skaarup her kommer med. Vi må på baggrund af hans udtalelser forvente, at DF’erne snart går foran som et eksempel på denne ret så alternative opfattelse af gode forældreevner - og kollektivt flytter til diverse krigzoner i verden, hvor deres børn så kan nyde de rolige omgivelser. Jeg venter i spænding.

Er det ikke underligt, at integrationsministeren (!) siger til Kristeligt Dagblad, at “de fleste af de kristne asylsøgere, der kommer til Danmark fra Irak, får asyl, fordi irakerne forfølger dem” samtidig med at regeringen lægger vægt på, at man skal være individuelt forfulgt for at kunne få asyl? Hvis man bliver forfulgt for at være kristen, er man så ikke kollektivt forfulgt?

Det er det, mange siger for at slippe for at forholde sig til de mennesker, der i ren desperation er flygtet i kirkeasyl. Man bør dog vide, at det ikke ligefrem er svært at blive afvist af et asylsystem, der kun er designet til at afvise.

Irakerne er flygtninge ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, men ikke ifølge de danske myndigheder. De vil nemlig gerne have, at man skal bevise, at man er personligt forfulgt. Hvor mange flygtninge er så gode venner med deres forfølgere, at de kan få deres egen underskrevne dødsdom med, når de bliver fordrevet ud af deres land?

Jeg havde ikke nogen med. Jeg havde travlt med at redde livet.

Kirkeasyls hjemmeside
Irakernes side på Facebook

I dag udkom mit interview på tribunalet.dk, en blog om FN’s retsopgør med Karadžić og al-Bashir i Haag.

Bloggen skrives af Anders Pedersen, 28, ba.scient.pol, som gennem de seneste år har fulgt udviklingen inden for menneskerettigheder med rejser og ophold i Sudan og i Bosnien-Herzegovina. Han har desuden studeret international ret ved både Københavns Universitet og McGill University, Canada og studerer nu International Ret ved Utrecht Universitet. Anders ønsker med dette projekt at arbejde aktivt med formidling af komplekse forhold om krigsforbrydelser, retsopgør og FN for studerende og undervisere.

Interviewet har fået overskriften “Retfærdighed og forsoning sker ikke ved tribunalet”, og jeg giver et par drøje hug til tribunalets åbenlyse ligegyldighed over for folkedrabets ofre og overlevende.

For et års tid siden havde jeg et læserbrev i metroXpress om frasorteringen af muslimer i de kvoteflygtninge, Danmark modtager hvert år. Det var problematisk på flere niveauer og værst var nok denne spekulation i, hvem man bedst kunne “bruge” på arbejdsmarkedet.

Ordningen med kvoteflygtninge blev oprettet for at redde dem, der ikke kan redde sig selv. At sortere i flygtninge på baggrund af deres “markedsværdi” tyder på en regering, der gerne vil hjælpe folk, så længe den ikke behøver hjælpe dem. Hvorfor ikke bare melde sig ud af ordningen, kunne man spørge sig selv?

Et af kriterierne for kvoteflygtninge var i praksis også deres religion. Muslimer blev sorteret fra. Dem behøvede man ikke hjælpe, var filosofien åbenbart. Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte om det næste mon var, at man ville holde op med at hjælpe trafikofre, hvis de fx bar tørklæde?

Tanken har strejfet mig igen efter de nyeste udtalelser af integrationsminister (!) Birthe Rønn Hornbech (V). I en allerede meget omdiskuteret artikel i Kristeligt Dagblad siger hun blandt andet: “Vi er i en situation, hvor de fleste af de kristne asylsøgere, der kommer til Danmark fra Irak, får asyl, fordi irakerne forfølgerne dem.”

Når kristne forfølges, får de asyl - når muslimer forfølges, gør de ikke. Interessant. I det mindste klar tale fra regeringen.

Også interessant, at hun kalder den ene gruppe “kristne asylansøgere” og den anden gruppe “irakerne” (bestemt form!). Hvilken nationalitet har de kristne asylansøgere? Hvorfor er de ikke irakere, hvis de er fra Irak?

Birthe Rønn Hornbech brokker sig i artiklen også over, at Svend Auken (S) har formastet sig til at appellere til hendes tro og den kristne barmhjertighed: “Jeg synes, det er ualmindelig ubehageligt, at Svend Auken henviser til min tro. Og meget forkert. Jeg føler mig befamlet af, at han viser til vores fælles tro”.

Det forhindrer hende dog ikke i at gøre det samme overfor irakerne i kirkeasyl og endda gå skridtet videre: hun skærer dem alle over én kam og antyder, at de er ansvarlige for forfølgelsen af kristne i Irak: “Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke søger ly i moskéen. (…) For mig er det helt barokt, at der kommer muslimer, som tilhører et folk, der forfølger kristne, og søger ly i den kristne kirke, siger Birthe Rønn Hornbech.”

Søreme flot, integrationsminister.

Læs også: Barokt, at regeringen har afvist at beskytte irakere af Bent Dahl Jensen