Amila Bosnae

Der er trådløst net her i European Youth Centre i Strasbourg, så her er et indlæg live fra “Europa-kvarteret”. Programmet er ret tætpakket med teambulding, oplæg og diskussioner, og i aften vil der være en interkulturel fest med musik og andet godt fra de mange forskellige lande, der er repræsenteret. Deltagerne er en blanding af flygtninge og dem, der på forskellig vis arbejder med flygtninge. I dag havde vi oplægsholdere fra Europarådet og UNHCR og i morgen kommer der også folk fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Jeg fandt hurtigt frem til den eksjugoslaviske gruppe, og vi har allerede haft flere livlige diskussioner. Der er en serbisk pige fra Kroatien her, og det har gjort et stort indtryk på mig at høre hende tale kroatisk og forklare, hvorfor hun gør det. De serbere og kroater, jeg kendte i Bosnien-Hercegovina, skiftede på et tidspunkt alle sammen sprog til henholdsvis serbisk og kroatisk, også selv om de ikke talte dem korrekt og heller aldrig havde været i Serbien og Kroatien. De gjorde (og gør) det for at distancere sig fra Bosnien-Hercegovina, der for dem var (er) et ikke-eksisterende land. De vil hellere være i Kroatien eller Serbien.

Pigen, jeg har mødt her, betragter Kroatien som sit land og kroatisk som sit sprog fordi hun både er født og opvokset der. Til UNITED-konferencen i Stockholm tidligere i år mødte jeg en anden serbisk pige fra Kroatien, som også talte kroatisk. Men i Bosnien-Hercegovina er der endda folk i fjernsynet, der taler serbisk og kroatisk i stedet for bosnisk.

Der er dog også en serbisk pige til seminaret, der under en af øvelserne fandt det nødvendigt at skrive, at  “Kosovo er Serbien”. Mjah.

Det er meget spændende at lære om de institutioner og mekanismer indenfor EU og FN, der kan hjælpe danske NGO’er, der arbejder med flygtninge. Senere i november er der for eksempel et seminar om “regel 39″ i København. Regel 39 kan standse tvangshjemsendelser af asylansøgere, hvis man bruger den til at bringe en sag for Den Europæiske Menneskeretsdomstol. De andre græsrødder arbejder også med meget spændende projekter, som jeg forhåbentlig vil nå at høre om, inden ugen er omme. Og Strasbourg - Strasbourg er skøn, helt som jeg huskede den.

I morgen tidligt tager jeg afsted til Strasbourg for at deltage i et seminar med oversriften “Raising Young Refugees’ Voices in Europe Today”. Seminaret er arrangeret af Europarådet og UNHCR og vil vare frem til lørdag, hvorfor der i den tid muligvis ikke vil komme nye indlæg på bloggen. Det havde været meningen, at jeg ville skrive nogle indlæg på forhånd og frigive dem med et par dages mellemrum ved hjælp af det smarte timestamp, men jeg er desværre en håbløs tidsoptimist og havde overvurderet mig selv en anelse.

Efter seminaret i Strasbourg tager jeg til Serbien (!) til endnu en UNITED-konference. Denne gang har jeg ansvaret for konferencerapporten. Det er første gang, jeg skal til Serbien og det er absolut ingen smal sag, men jeg kender flere af arrangørerne og de har (igen og igen) forsikret mig, at der ikke vil ske mig noget. Så jeg vover pelsen.

Hvis der er trådløst internet i konferencecentrene de to steder, vil jeg prøve at skrive nogle nye indlæg undervejs. Ellers vender jeg stærkt tilbage den 12. november - og hvis ikke, iværksæt venligst en international redningsaktion for mig

I anledning af FN-dagen arrangerede Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, FN-forbundet og Red Barnet en konference i Landstingssalen på Christiansborg med overskriften “Konventioner under pres”. Organisationerne mener, at især flygtninges rettigheder, som er formuleret i Flygtningekonventionen, og børns og familiens rettigheder i forhold til Børnekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, er under pres i disse år.

For at belyse problemerne var flere danske og udenlandske eksperter inviteret til at tale til en fyldt Landstingssal. Alle pegede de på krænkelser af centrale rettigheder i henhold til konventionerne som familiens enhed og børns ret til at blive hørt eller i det mindste taget hensyn til i sager, der vedrører dem.

Rent konkret sker krænkelserne for eksempel ved, at de danske myndigheder giver afslag på familiesammenføring med børn over 15 år - hvilket ifølge den danske stat sker af hensynet til barnets tarv! Det skriver staten i sin 4. rapport til FN’s Børnekomité, der overvåger implementeringen af Børnekonventionen. Det underlige her er, at staten skriver “barnets tarv” samtidig med, at man jo ikke betragter personer over 15 år som børn, hvilket de ellers ifølge Børnekonventionen er indtil de fylder 18.

Men ifølge den danske stat er det altså af hensyn til barnets tarv, at man afviser at redde et 16-årigt krigsbarn, da han desværre ikke kan integreres i Danmark. Han må være voksen nok til at klare sig selv i krig. Samtidig siger man uden at blinke, at 23-årige ikke er voksne nok til at vælge deres egen ægtefælle hvis de kommer til at vælge forkert, så man er nødt til at lægge hindringer i vejen for dem i form af diskriminerende lovgivning. Som en ung fyr sagde til TV-Avisen for år tilbage: “Det handler jo bare om at få os til at avle rigtigt.” Gys.

Flere af de internationale konventioner er ikke bindende, for eksempel Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Alle lande tilslutter sig dem rask væk, men det kan være så som så med overholdelsen af dem. Man støder ofte på dem, der siger, at “de arabiske lande jo opfører sig langt værre overfor flygtninge, og vi er langt længere fremme her i Danmark” - men når man opfatter sig selv som et af de førende lande, skulle man så ikke foregå ved et godt eksempel for de lande, man opfatter som tilbagestående? I øvrigt har Jordan og Syrien, der tilsammen har modtaget omkring 2 millioner irakiske flygtninge, lavet en aftale med UNHCR om ikke at tvinge dem tilbage. Alt imens Danmark kæmper for at tvinge nogle hundrede uønskede irakere til deres krigshærgede land.

Hvad angår børn i Danmark, så mærker asylbørnene stadigvæk ikke noget til deres rettigheder i henhold til Børnekonventionen, mens situationen for de danske børn er meget anderledes. Ifølge integrationsminister Birthe Rønn Hornbech er det forældrenes skyld, hvis deres børn har det dårligt, for de burde jo tage dem tilbage til den krig, de er flygtet fra (hvor de straks ville få det meget bedre, forstås). Men selv hvis det passede - hvordan fritager det staten for dens forpligtelse overfor børnene? Staten er jo stadig tiltrådt Børnekonventionen. Det synes ministeren åbenbart er en uvigtig detalje.

Der var ét særligt stærkt billede, der brændte sig fast på nethinden. Det var, da Bjarte Vandvik, generalsekretær for ECRE, fortalte om sit besøg i Apartheidmuseet i johannesburg, hvor han var meget chokeret over det enorme bureaukrati, der kategoriserede folk i racer med dertilhørende rettigheder eller mangel på samme. Og man kiggede på det og syntes, det var absurd og uhyrligt på den måde at indskrænke folks rettigheder på baggrund af deres hudfarve. “Vi må sørge for, at vi ikke også ender på et museum som det i Johannesburg. Så der en dag ikke er andre, der ryster på hovedet af, hvordan der blev sorteret i folk og hvordan familier blev splittet ad ud fra nogle aldersgrænser, folks valg af ægtefælle osv.”

Men der skete også noget uventet og positivt - i pausen snakkede jeg med en af tolkene og fortalte ham, at jeg blev helt stresset på deres vegne fordi oplægsholderne talte så hurtigt. Min egen eksamen i simultantolkning var mit livs værste, for selv om jeg bestod den uden problemer, er det helt klart dialogtolkning, jeg er til. Og så viste det sig, at han var gift med en hercegoviner! Jeg blev så glad.

Den evige relativisering af Bosnien-Hercegovinas ofre og bødler har nået nye højder. I et åbent brev i The Guardian skriver Paddy Ashdown (tidl. Højrepræsentant for det internationale samfund i BiH) og Richard Holbrooke (arkitekten bag Dayton-aftalen og opdelingen af BiH), at landet er ved at kollapse. De vil have EU og USA til at handle nu, for de frygter, at tingene meget hurtigt kan blive meget grimme igen.

Mens jeg læste artiklen, tænkte jeg febrilsk over, hvorfor jeg ikke havde set eller læst om dette forestående kollaps i de bosniske medier. Er jeg så meget ude af trit med den bosniske virkelighed? Jeg skyndte mig over på nogle bosniske avisers hjemmesider for at se deres overskrifter, men ingen talte om dette kollaps.

De to herrer skriver, hvordan præsidenten for “Republika Srpska”, Milorad Dodik, har vendt al udviklingen fra de sidste 13 år tilbage, svækket BiH’s institutioner og sat en stopper for landets vej frem mod EU. Det er der for så vidt intet nyt i. Mottoet i “Republika Srpska” har alle dage været: det gør ikke noget, vi ikke kommer nogen vegne - bare de andre heller ikke gør. Jeg har i øvrigt for nylig set nogle interviews med Dodik, hvor han mest af alt giver et indtryk af at lide af en kombination af paranoia og ekstremt storhedsvanvid. Og han taler ganske åbent om, at “Republika Srpska” skal løsrive sig fra BiH.

Hans planer om løsrivelse er da også noget, Ashdown og Holbrooke selv nævner som en destabiliserende faktor i BiH. Men så kommer guldkornet: de mener, at det er ligeså destabiliserende og skadeligt, at Haris Silajdžić, en af BiH’s tre præsidenter (grundet Dayton-aftalen har vi etnokrati i landet, ikke demokrati), ønsker at genforene landet!! Åh nej, hvor frygteligt, at han gerne vil se sit land samlet i stedet for gennemboret af Dayton-grænsen, der prøver at legitimere folkedrab!

Så det, Ashdown og Holbrooke mener, er at Dayton-aftalen er i fare, ikke at BiH er i fare. De er bare interesseret i at bevare status quo, hvad enten det er godt for BiH eller ej. Sådan var det også, da Paddy Ashdown var Højrepræsentant. Dayton-aftalen über alles.

Dayton-aftalen var en fredsaftale. En sådan skal standse en krig, og det har den gjort. Men det er 13 år siden, og dens sidste salgsdato er for længst overskredet. Det hører ingen steder hjemme at legitimere folkedrab, at dele et land, der aldrig har angrebet andre og at desintegrere det på alle planer. Århundreders interkulturelt samliv bliver systematisk og ligefrem institutionelt ødelagt. Det er helt absurd at sidestille manden der vil (og er i gang med) at ødelægge landet, med manden, der vil genforene det.

Sådan ser opdelingen af BiH ud iht. Dayton-aftalen

Gruppen “Luk lejren”, der planlægger en aktion med civil ulydighed ved Sandholmlejren lørdag den 25. oktober, har i morges uddelt kurve til folketingspolitikerne med mad købt for det beløb, en modtager af “starthjælp” lever for om dagen. “Det er for at gøre opmærksom på den racisme og forskelsbehandling, der er ikke kun i Sandholmlejren, men også i resten af det danske samfund”, siger Pil Christensen, talsmand for initiativet, til Politiken. I en pressemeddelelse siger hun desuden: “Som borgere i Danmark kræver vi at vores politikere skaber lige rettigheder for alle uanset hvor vi er født og derfor har vi alle krav på den samme minimumsydelse.”

I modsætning til aktionen på lørdag, støtter jeg denne aktion af flere grunde. For det første fordi den er fredelig. For det andet fordi den er rettet direkte mod politikerne, som jo er dem, man gerne vil påvirke.

Da jeg for over en måned siden hørte om den planlagte aktion ved Sandholmlejren, skrev jeg til arrangørerne for at bede dem om at tage hensyn til asylansøgerne, hvoraf de fleste er traumatiserede og som desværre ikke har andre steder at tage hen, hvis al påstyret skulle blive for meget for dem. Jeg tilbød også at oversætte informationsmateriale om aktionen, så beboerne kunne få at vide, at aktionen ikke var imod dem. Når man ikke må modtage danskundervisning og med sit gebrokne dansk hører eller læser om aktionen i medierne, kunne man jo nemt komme til at tro det.

Jeg fik aldrig noget svar, og jeg begyndte at få de samme meldinger fra andre asylaktivister. Enkelte havde været i kontakt med “Luk lejren”, men deres bekymringer var blevet affejet som noget vrøvl. Jeg så endda en Facebook-gruppe oprettet af en Sandholm-beboer, hvor han bad om at standse aktionen, da den ville skræmme og stresse asylansøgerne unødigt. Da jeg i den gruppe og på Rune Engelbreths blog gav udtryk for min kritik, fik jeg blandt andet af en fra “Luk lejren” skudt i skoene, at jeg bare ville have asylaktivismen for mig selv (!). Dog skrev han også, at det nok bare var en fejl, at jeg aldrig have fået svar på min mail.

Min kritik går først og fremmest på aktionsformen: asylansøgere fra krig har ikke brug for at se mere påstyr, flere uniformer og i værste fald fysiske konfrontationer mellem aktivister og politi. Det er netop det, de er flygtet fra. Desuden forstår jeg ikke, hvorfor man placerer aktionen så langt væk fra alle dem, der fører denne asylpolitik. Christiansborg, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ville være meget mere oplagte steder. Jeg håber ikke, man har valgt Sandholm, fordi det giver mere presse. Og endelig syntes jeg, det var underligt, at ingen fra mit aktivistnetværk nogensinde havde hørt om nogen fra “Luk lejren” før (og jeg har trods alt været med i to-tre år nu). Det virkede noget uigennemtænkt at komme ud af det blå og straks ville storme Sandholm.

Det er dog glædeligt at se, at aktionen med tiden har fået en bredere profil. Blandt andre har Præsteinitiativet givet sin opbakning og nogle af præsterne vil også være til stede på lørdag. De har også haft mange drøftelser om hvorvidt de skulle støtte aktionen eller ej, og har rådet arrangørerne til at smide sig fladt på jorden, hvis der er optræk til konfrontation med politiet (og det kan vel næppe undgås, når man vil begå hærværk mod statens ejendom). Præsterne vil ikke selv deltage i civil ulydighed, og har bedt om, at så mange som muligt kommer for at være “skytsengle” - en dæmpende faktor, der forhåbentlig kan forhindre alt for meget påstyr. Nogle af disse skytsengle vil komme fra Bedsteforældre for Asyl, der nu i over et år har demonstreret mod den nuværende asylpolitik foran Sandholm, Avnstrup og Kongelunden.
Selv kommer jeg til at være inde i lejren den dag. Jeg tror stadig ikke på aktionsformen og er først og fremmest bekymret for asylansøgerne. Heldigvis har Røde Kors arrangeret, at børnene tager på udflugt den dag og så vidt jeg har forstået, har de voksne også fået tilbudt at blive kørt ud.

Aktionen med “starhjælpskurve” er til gengæld rigtig god og jeg håber, at de kan få en politiker eller to til at se, hvad det er, man byder etniske minoriteter. For det er etniske minoriteter, der bliver ramt af denne forskelsbehandling, som Amnesty International har vist i en rapport. Det er sikkert nemt nok for politikene at vedtage den slags love, så længe de ikke bliver konfronteret med, hvad de i praksis fører til. Derfor kunne det også være spændende at se, hvad de samme politikere ville synes om Sandholm efter at have boet der i bare en uge - med alle de
militærøvelser, meldepligt, kantinemad og kontrol af ens bevægelsesfrihed, der hører med. Selv uden krigstraumer må det være et mareridt, man ikke så nemt kan affeje.