Amila Bosnae

I morges ankom Karadžić til Holland, hvor han skal stilles for Krigsforbryderdomstolen i Haag. Udleveringen udløste som forventet optøjer i Beograds gader, hvor nationalister protesterede mod den pro-vestlige regering og mod udleveringen af Karadžić, som de anser for at være en helt. I de tidlige udmeldinger i medierne blev der skønnet, at op mod 100.000 demonstranter ville gå på gaden, med henvisning til forårets optøjer i forbindelse med Kosovos erklæring om uafhængighed. Dengang satte nationalisterne ild til den amerikanske ambassade og smadrede adskillige butikker og restauranter. Flere tusind politibetjente blev da også udkommanderet for at holde styr på demonstranterne. Heldigvis viste det sig, at de var en del færre end forventet: 15.000, vurderer det serbiske politi. Demonstrationen udviklede sig alligevel til vold, og der meldes om 46 tilskadekomne, herunder flere journalister.

Dijana, en af mine serbiske kontakter, der selv bor i Beograds centrum, skriver til mig i dag, at hun var meget bange op til udleveringen. Der havde været snak om, at nationalisterne ville bryde ind i rådhuset, da byrådet endnu ikke er blevet nedsat, og forsøge at overtage det. Det skete dog ikke. I stedet lagde de ud med at holde vrede taler i tre timer, fortæller Dijana, hvor de blandt andet kaldte domstolen i Haag for en “dødsmaskine mod serbere”. Efter de var blevet tilstrækkeligt fulde, siger Dijana, gik de i gang med at angribe politiet, kaste fakler og smadre byens centrum. Hun så det på B92 og det lignede borgerkrig, men politiet fik lynhurtigt styr på dem.

Ifølge Dijana er dette den serbiske nationalismes sidste krampetrækninger, og alene antallet af demonstranterne ser hun som en trøst - der var flere serbere til en Lenny Krawitz-koncert forleden end der var i Beograds gader i aftes. Nationalisterne havde godt nok selv store planer med demonstrationen og ville få indført undtagelsestilstand, og prøve at tilrane sig magten, men sådan gik det altså ikke.

Politiske analytikere placerer skylden for optøjerne hos det Serbiske Radikale Parti (SRS), og det er da også SRS, der har arrangeret demonstrationen. På partiets hjemmeside kan man endnu se annoncen, hvor alle serbere indkaldes til en “protest mod Boris Tadić’ forræderiske og diktatoriske regime” - altså den nyligt dannede pro-vestlige regering. Desuden arrangerer partiet daglige demonstrationer mod anholdelsen af Karadžić. På hjemmesiden kan man desuden finde en adresse (det eneste, der ikke er skrevet med kyrillisk skrift), hvor man kan sende breve til krigsforbryder og partiets stifter Vojislav Šešelj. Det bliver ikke noget stort arbejde at opdatere siden med Karadžić’ kontaktoplysninger. Adressen bliver fra og med i dag nok den samme.

Billeder fra B92:

(Teksten tværs over billedet betyder “serber”)

Mens OL i Kina nærmer sig, opfordrer Amnesty International alle, der har en blog, hjemmeside, Facebook-profil eller lignende, til at være med til at sætte fokus på de kinesiske myndigheders internet-censur i en fælles protestdag. Alt, hvad man skal gøre er at tilføje et lille javascript på sin side, som i morgen (30. juli) i nogle få sekunder vil lade besøgende se den i censureret form. Man kan også vælge at sætte et banner og en badge på sin side, der forklarer aktionen. Jeg har forsøgt alle de forskellige badges og bannere,  og kan ikke få det til at virke med WordPress - hører gerne fra andre, som det er lykkedes for.

Da Kina i 2001 blev valgt som OL-vært for 2008, lovede de kinesiske myndigheder, at de ikke ville begrænse journalisters bevægelsesfrihed og mediernes dækning op til og under legene. Virkeligheden er imidlertid en anden. Amnesty International skønner, at op mod 30.000 politibetjente - også kaldet “The Great Firewall of China” - censurerer blogs, e-mails og hjemmesider, herunder Wikipedia, CNN og Amnesty Internationals egen hjemmeside. Og mens man midlertidigt har gjort det nemmere for udenlandske journalister at lave interviews i Kina frem til oktober 2008, er håndgrebet om de hjemlige medier kun blevet hårdere.

Senere i dag offentliggør Amnesty International sin rapport om mediefrihed i Kina med titlen “The Olympics Countdown: Broken Promises”.

Nu Wa, maskotten for kampen mod censur i Kina. Klik på billedet for at læse mere.

Jeg sidder i bybussen en dag uden noget særligt at tage mig til. Foran mig sidder en mor med sin lille datter, som snakker løs. Ved et af stoppestederne kommer en fantastisk smuk kvinde ind i bussen. Hun har et flot tørklæde på. Den lille pige foran mig forstummer et øjeblik, hvorefter hun vender sig mod sin mor og siger: ”Mor! Hvorfor han hun et tørklæde på?” Og så bliver hendes øjne store og stemmen lidt lavere, mens hun tilføjer: ”Er hun prinsesse?”

Mens de rabiate nationalister lavede optøjer i Beograds gader i protest mod deres helts anholdelse, blev der i andre serbiske hjem åndet lettet op - og skålet for at fejre. En serbisk pige, jeg mødte til UNITED-konferencen i Stockholm for et par måneder siden, skrev til mig på Facebook i forgårs. “Vi åbnede med det samme en flaske whisky”, skrev hun. “Det var som om vi i over et årti havde haft en løkke om halsen, som nu blev fjernet”. Hun fortalte mig, at hun har tilbragt det meste af sin ungdom på anti-Milošević-demonstrationer og lignende protester. Ofte så hun politiet banke demonstranterne nådesløst. Nogle gange var der også døde. Meget af støtten til Milošević tilskriver hun forvansket historieskrivning og -undervisning i skolerne, hvorfor hun selv har søgt mod tyske og italienske kilder for at læse om fortiden.

Hun bebrejder Milošević & co. for at have kørt hendes land i sænk og gjort det til et af de fattigste i Europa. Derfor begyndte hun også at ryste, da nyheden om anholdelsen kom, for nu er der også håb om, at Mladić vil blive fanget så landet endelig kan komme videre. “Det er det, der udgør løkken om halsen”, forklarer hun, “det, at alle serbere er gidsler for de krigsforbrydelser, der blev begået i vores navn.” Hun tilføjer også, at hun nu tænker over, om hun måske uden at vide det er rendt ind i Karadžić, når hun har bevæget sig rundt i Beograd, om der stadigvæk er en mulighed for, at hun render ind i Mladić og hvem der måske har sniglyttet, når hun har snakket med venner på caféer….

På Facebook springer nye grupper frem i kølvandet på anholdelsen. I en af dem kræver serbere, at Vojislav Koštunica også skal anholdes for at have beskyttet Karadžić og for mordet på Zoran Đinđić. I Serbien har mange unge længe ønsket en katarsis og føler, at den kan begynde nu med Karadžić’ anholdelse. Og det skal man nok ikke glemme - det er blot en begyndelse. Derfor går bølgerne endnu meget højt i Facebook-grupperne, hvor både bosniere, serbere og alle mulige andre deltager i diskussionerne (og så er der selvfølgelig også dem, der kun melder sig ind for at provokere og svine andre til). Der er tydeligvis mange, der nu får afløb for indestængte frustrationer, de har båret på i 10-15 år. Nemt er det bestemt ikke. Men lige nu sker det i det mindste i en god anledning.

Læs også: Karadzic and War’s Lessons på NY Times

“Jeg kan garantere jer for, at I vil føre Bosnien-Hercegovina lige lukt i helvede og sandsynligvis udslette det muslimske folk. For det muslimske folk kan ikke forsvare sig selv, hvis der bliver krig her.” Sådan truede Karadžić fra talerstolen i det bosniske parlament for mange år siden, da der blev talt om hvorvidt Bosnien-Hercegovina skulle erklære sig uafhængigt fra det daværende Jugoslavien, fordi den serbiske præsident Milošević ved magt var begyndt at tilrane sig pladser i præsidentrådet. Det bosniske folk stemte alligevel for uafhængighed, og Karadžić’ snigskytter var de første til at skyde på civile. En måneds tid efter uafhængigheden, den 5. april 1992, deltog tusindvis af mennesker i en fredsmarch i Sarajevo. Da de kom til en bro ved Holiday Inn, hvor Karadžić holdt sit hovedkvarter, åbnede snigskytterne ild og dræbte de første ofre: to unge kvinder, Suada Dilberović og Olga Sučić. Med de skud blev den inhumane belejring af Sarajevo indledt. Den skulle komme til at vare i 1425 dage og koste over 12.000 liv. I dag bærer broen de unge kvinders navn.

Jeg var 11 år dengang og kan huske den absurde følelse af angst over denne fredsmarch. Der var musik og glade folk i TV, og der var en pige, der havde samlet over 11.000 underskrifter for fred (hvilket fik samtlige piger i landet til at gå i gang med tilsvarende underskriftsindsamlinger), men lige under overfladen lurede der en kvalmende panik. Det eneste, der holdt sammen på folk, var simpelthen deres vantro over sådanne vanvittige trusler, som Karadžić kom med. Jeg kendte folk, der aldrig mistede troen på, at det alt sammen nok skulle gå. Den kom til at koste dem livet.

Jeg har en gang hørt, at hvis man smider en levende frø i kogende vand, vil den springe ud og redde livet. Men hvis man lægger den i koldt vand og langsomt varmer det op til kogepunktet, vil frøen ikke reagere og i sidste ende dø. Sådan var det i min by. Ganske langsomt blev livet mere og mere umuligt for enhver, der ikke var serber (omend der var et særligt had til bosniere, der ifølge Karadžić & co. ikke var bosniere, men tyrkere - ironien i de tyrkiske aner i navnet Karadžić er ikke til at overse).

Først blev folk chikaneret. Så blev de fyret. Så ændrede man modersmålsundervisningen til serbisk. Så forbød man det latinske alfabet. Så fik man forment adgang til butikkerne.  Så blev man truet. Så blev man smidt i kz-lejre eller sat til tvangsarbejde. Og et eller andet sted undervejs var man begyndt at sulte og var seriøst svækket på alle fronter.. og blodet flød. Det eneste, man havde at klynge sig til, var dette flotte glansbillede af “verdenssamfundet”, man havde i BiH. Verden skulle nok komme og hjælpe os. Vi var jo uskyldige civile, ganske almindelige europæere. Jeg genkender det samme håb hos andre, der lider lige nu. Man har altid den samme bøn: kom og hjælp os, vi sætter vores lid til jer.. den civiliserede verden.

Efter at have prøvet at leve på den civiliserede verdens nåde synes jeg, Bernard Kouchners “Enfin!” lyder ualmindeligt hult. Eller Javier Solanas “I think it’s very important that Radovan Karadžić will be in front of the International Tribunal.”. Undskyld mig, mine herrer, men min naive barnetro på jer er for længst død og borte. Jeres rolle i krigen er ikke nogen hemmelighed. Og jeg har på den hårde måde lært, at mit land ikke har nogen venner i verden (bortset fra måske et enkelt andet land). Så spar mig venligst for de tomme fraser. Hvad værre er - det lader til, at vi er et kæmpe torn i øjet på rigtig mange lande rundt omkring. Ergo krigen sådan, som den var.

Nu snakkes der om, at anholdelsen vil gavne Serbiens planer om at komme med i EU. Interessant, ikke sandt? Landet, der i over et årti skjulte krigsforbryderen, skal med i det gode selskab. Imens skal landet, der led under krigsforbryderen, pænt vente udenfor. Ak ja, civiliserede verden, du vælger sandelig dine venner med omhu. Det siges, at krigsforbrydere er Serbiens vigtigste eksportvare. Sådan som landet belønnes for hver anholdelse, er det ikke svært at se hvorfor.

Spøgelset: en fremragende artikel om Karadžić på berlingske.dk