Amila Bosnae

af Vibeke Guldberg Madsen,  Mariager 

Og fuglene sang, og børnene lo,
men loven sa’: “Her kan du ikke bo!”
og øvrigheden var hjerteløst kold;
han skulle fra landet med magt og vold.
-       et yndigt land? -

Og solen fik magt, og blomster sprang ud,
men dem, der bestemte, gav tvangspåbud:
“Forlad din kone og dine børn!
Tag korset på ryg og en krone af tjørn!”
-       et yndigt land? -

Og hustruen græd, og men’sker med hjerte
søgte at mindske den dybe smerte;
de tænkte: “Mon ikke inderst inde
man kan i minister’n et men’ske finde?
-       et yndigt land? -

Men, nej, hun var sten fra isse til tå;
man satte ham grumt bag lås og slå
og nægtede pure at lytte til,
at der var en mensk’lig tragedie på spil.
-       et yndigt land? -

De gode græd, og de onde lo,
for landet er tilgroet med bjørneklo;
barmhjertighed er et ukendt ord,
det yndige land bærer sørgeflor.
-       et syndigt land! -

Læs mere på www.mirsad.dk

Ni ud af ti børn, som Københavns kommune tvangsfjerner fra forældrene er fra etniske minoriteter. Socialborgmester Mikkel Warming (EL) ville gerne have, at der blev gjort mere for at forebygge, men budgetterne er for stramme til det.

Det samme er budgetterne for mange af minoritetsfamilierne. I en rapport fra november 2007 oplyser Amnesty International, at 94 % af modtagerne af den såkaldte starthjælp er personer med en anden etnisk baggrund end dansk. Mange af dem er flygtninge og plaget af krigstraumer, og har desuden ikke været i landet længe nok til at lære dansk. Derfor har de forståeligt nok svært ved at finde et job, men i stedet for at hjælpe dem på vej og give dem en god start på integrationsprocessen, sætter man dem på en nedsat kontanthjælpsydelse (på newspeak: starthjælp), og sørger dermed for, at de bliver på udkanten af samfundet. En far til tre børn udtaler i rapporten “Vi prøver at være hjemme det meste af tiden, for vi bruger mindre penge, når vi er hjemme.”. Når man lever af et beløb, der er under EUs fattigdomsgrænse, er forældrenes primære bekymring at skaffe mad på bordet. I nogle familier går man ifølge rapporten ligefrem sulten i seng. Så er der nok ikke det store overskud til at hjælpe børnene med lektier.

Hvad artiklen i Politiken ikke siger noget om er, at hvis barnet, der tvangsfjernes, har opholdstilladelse på baggrund af en familiesammenføring med et eller begge forældre, mister han eller hun sin opholdstilladelse og kan derfor udvises ud af Danmark - alene. En sådan opholdstilladelse er nemlig betinget af, at man bor på samme adresse som den, man er familiesammenført med. Reglen går i øvrigt også ud over voldsramte kvinder, der forlader deres mænd, og personer, hvis ægtefælle dør.

Samtidig rapporteres det, at flere tvangsfjernede asylbørn er blevet udvist ud af landet sammen med deres forældre, som myndighederne altså vurderer til at være ude af stand til at tage sig af dem. Hvordan det mon påvirker børnene at opleve så voldsomme skift? Hvad hvis de har været i pleje i længere tid og har glemt deres modersmål? Det er næppe hensynet til barnet, der vægtes højest her.

Mistænkeliggørelsen af flygtninge gennemsyrer selv de institutioner, hvis opgave det er at hjælpe dem. Således understreger centerleder i Røde Kors, Jørgen Chemnitz nederst i artiklen, at “tvangsfjernelser naturligvis ikke skal være asylfamiliers adgangsbillet til opholdstilladelse i Danmark.” Adgangsbillet. Kynismen kender ingen grænser.

I aftes hørte jeg i P1-programmet Vita et interview med psykolog og aktivist Gerd Gottlieb. Hun var en af initiativtagerne til underskriftsindsamlingen Amnesti Nu og er også aktiv i bevægelsen Bedsteforældre for Asyl. Hun har desuden i flere år været kontaktperson til flygtninge i Sandholmlejren og var også den, der i vinteren 2006 tog mig med til mit første besøg i Sandholm.

I interviewet, som man også kan høre på nettet, kom hun ind på de psykiske belastninger, flygtninge i lejrene lever under. I den tid, hun er kommet i Sandholm, har hun set stærke og optimistiske personer langsomt gå til grunde på grund af de mange stressmomenter, de lever med – de ugentlige møder med politiet, naboers pludselige tvangshjemsendelser, uvisheden, manglende muligheder for at foretage sig noget aktivt – i det hele taget manglende indflydelse på eget liv.

Det er ikke alene ydmygende for voksne mennesker at blive umyndiggjort på den måde. Det ødelægger også deres forhold til børnene, som mister respekten for dem, når de vokser op med forældre, der ikke må forsørge deres egen familie. Børnene har selv problemer og er også plaget af den utryghed, der hersker i flygtningelejrene. De lever i en konstant tilstand af angst. Da de fleste af dem ikke må komme i danske folkeskoler, men i stedet er henvist til modtagerklasser med en minimal undervisning, er deres faglige og sociale kompetencer langt bagud i forhold til jævnaldrende danske børn. Teenagerne brænder meget for at komme ud og have et normalt liv, men da de ikke kan få buskort, er de bundet til lejrene.

I lejrene sidder der omkring 800 personer, deraf ca. 200 børn, som er fanget i systemet. Den restriktive danske asylpolitik gør, at de ikke har fået opholdstilladelse her, mens det samtidigt er umuligt at sende dem hjem, hvor krigen ofte endnu raser. Mange af dem har været fanget i ingenmandsland i flere år, nogle helt op til ti. Det er dem, Amnesti Nu samlede underskrifter for. Det blev til 90.469 underskrifter, som blev afleveret d. 23. oktober 2007 – og samme dag kom Fogh med udmeldingen om, at 60 børnefamilier skulle have lov til at bo udenfor lejrene. Dagen derpå udskrev han valget.

Siden har spørgsmålet været vendt i medierne flere gange – fx da Pia Christmas Møller forlod den konservative folketingsgruppe, og med oppositionen arbejdede på et forslag, der skulle være en anelse bedre for flygtningene end regeringens udmeldinger. Det blev som bekendt ikke til noget, da Ny Alliance, der var gået til valg på at mindske Dansk Folkepartis indflydelse, åbenbart hellere ville have en aftale med netop DF end oppositionen. I går brød de forhandlinger tilsyneladende endeligt sammen, og hele sagen lader til at have været intet andet end kynisk valgtaktik fra regeringens side. Man er stadig kun interesseret i at komme af med de her belastende asylbørn og deres forældre, som ”holder dem som gidsler ved at nægte at følge danske love”. Mit eneste spørgsmål til dem er: ville I i morgen frivilligt flytte jeres børn til Irak, til Kosovo, til Somalia, så I sammen kunne blive dræbt, fordi en dansk lov siger det? Stilheden er rungende.

Hvis nogle familier skulle få lov til at flytte ud af lejrene, vil det ifølge mange fagfolk, deriblandt Gerd Gottlieb, ikke være andet end en lappeløsning. Det egentlige problem er nemlig den kroniske angst, og den forsvinder ikke bare fordi man ændrer adresse. Flygtningene vil stadigvæk ikke have nogen penge, de vil ikke have lov til at tjene nogen, de vil stadigvæk skulle tage til lejrene to gange om ugen for at melde sig hos politiet, og de vil stadigvæk kunne blive tvangsudsendt når som helst. Desuden ville ordningen i givet fald kun gælde familier, det har været i lejrene i tre år efter endeligt afslag, hvilket i virkeligheden nemt kan betyde fem år efter ankomst. På det tidspunkt er den psykiske skade på børnene uoprettelig, idet adskillige psykiatere har understreget, at to år er ”the point of no return”.

Det man fremstillede som medfølelse og hensyntagen til asylbørnene har altså ikke været andet end et forsøg på at lukke munden på de mange borgere, der ikke ville finde sig i en så umenneskelig asylpolitik. De skulle ikke råbe for højt under valgkampen. Nu hvor valgkampen er forbi, er der ingen grund til at gøre noget for asylbørnene. Man har fået det ud af dem, man ville. Stemmerne er afgivet.

Hør også anden del af interviewet med Gerd Gottlieb i programmet Vita på P1 i morgen.

På forsiden af gårsdagens metroXpress kunne man finde en artikel med overskriften “Helt unge bag grov vold”. Artiklen handler om manglende ressourcer til forebyggelsesarbejde blandt helt unge mennesker. I en faktaboks står der:

“Tre unge er fængslet for at have dræbt et 16-årigt avisbud helt umotiveret. Yngste fængslede er 15 år.”

Helt umotiveret?? Ifølge vidner råbte overfaldsmændene “Hvad glor du på, perkersvin?” til den 16-årige dreng, som de derefter slog så voldsomt, at han døde af det. Siger det ikke noget om motivet? Overfaldet var helt uprovokeret, ja. Men umotiveret?

En anden ting, der undrer mig er de forskellige udmeldinger, der er kommet fra Venstre i forbindelse med unges vold.

Under optøjerne på Nørrebro (og andre steder i landet), var Fogh på TV for at sige “Nu må man stoppe den der sang om, at det er samfundets skyld.” og “Forældrene må tage et ansvar.” Fint nok, bortset fra, at studieværten Johannes Langkilde egentlig bare spurgte, hvad Fogh havde tænkt sig at gøre ved den aktuelle situation.

I forbindelse med mordet på den 16-årige dreng mente Søren Pind (V) dog, at kommunen havde “sin store del af ansvaret for det tragiske overfald”. Videre siger han:

“Det udspringer i København, og kommunen sender et overordnet signal til de unge om ”tag jer selv til rette”.”

Hvor er forskellen?

I 1991 underskrev Danmark sammen med 190 andre lande FN’s Børnekonvention. Den blev også ratificeret, men er aldrig blevet implementeret i dansk lovgivning, selv om en ratifikation forpligter til netop dette. Børnekonventionen bliver ikke overholdt i Danmark - den er ikke indeholdt i loven. I 2003 sendte Danmark sin tredje rapport til FN’s Børnekomité om hvordan det går med at overholde Børnekonventionen i Danmark. I den stod der bl.a., at den danske kommission “fraråder en implementering af Børnekonventionen på nuværende tidspunkt”.

Hvad er så farligt og skadeligt ved en konvention, som beskytter børn, at man går så langt som at “fraråde” en implementering? Det er selvfølgelig meget praktisk for regeringen, at den ikke behøver tage sig af barnets tarv i visse sager, som fx i Mirsads sag, hvor man har smidt ham i fængsel med henblik på udvisning og taget ham væk fra hans to små børn. Dette uagtet at deres mor er meget syg og traumatiseret og derfor har brug for sin mands hjælp til at tage sig af dem. Hvis Børnekonventionen blev implementeret, ville den også gælde for asylbørnene, da den omfatter ALLE børn indenfor et af de underskrivende landes grænser. Er dette grunden til, at rapporten “fraråder” en implementering?

I oktober deltog jeg i en landshøring om netop denne problematik, arrangeret af foreningen “Alle Børns Rettigheder” (som jeg skrev om i mit indlæg “Asylbørn er hele Danmarks børn“). Her citerede Elsebeth Gerner Nielsen sangen “If You Tolarate This Your Children Will Be Next” af Manic Street Preachers. Danske forældre skal heller ikke vide sig for sikre bare fordi deres børn har det rigtige pas. Det ville også være til gavn for dem, hvis Børnekonventionen blev fulgt i Danmark, ikke mindst fordi de så ville vokse op i et samfund, hvor alle børn var lige. Når først man er nået derud, hvor børn bliver behandlet på denne måde, er al menneskelighed forsvundet fra systemet. Og hvor mange forældre har lyst til at overlade deres børn til et sådant system?