28
02
2008
Endnu en underholdende klumme fra metroxpress’ klummeskribent, Qvortrup. Klummen bærer overskriften “På med tørklædet, Asmaa” og indeholder navnet “Asmaa” intet mindre end ti gange - men handler overraskende nok om, at man IKKE skal skænke EL-politikeren nogen opmærksomhed. Man skal IKKE skrive om hende eller tale om hende eller bruge tid på hende, for så giver man hende bare magt, som hun ikke har fortjent. Godt gået, Qvortrup.
Mindre nuttet er det, når han i sin klumme lidt klodset sætter lighedstegn mellem islam og islamisme:
“Der er al mulig grund til at tage afstand fra det, tørklædet symboliserer: nemlig en middelalderlig lov-religion, hvor kvindeundertrykkelse og menneskerettighedsbrud synes at være en del af pakken. Pointen er imidlertid, at man sagtens kan tage afstand fra islamismen – og samtidig trække på skuldrene af Asmaas hovedbeklædning.”
I første sætning taler han om en religion, og religionen hedder som bekendt islam, ikke islamisme. Alligevel bruger han ordet islamismen i næste sætning, i bestemt fom - altså som noget, der allerede er blevet omtalt. Det er det ikke, men den bestemte form peger bagud i teksten, tilbage til lov-religion (i lingvistik kaldes dette for en præsupposition). Endelig kobler han i anden sætning Asmaas tørklæde med den islamisme, han nu har opgraderet til religion, og siger dermed, at det kun er islamister, der går med tørklæde. Muslimer findes ikke længere i Qvortrups verden. Her er der ikke plads til almindelige mennesker. Og det er klart, de sælger jo ingen blade. Polarisering über alles.
Kommentarer : En kommentar
Kategorier : medier
18
02
2008
I lørdags bragte Nyhedsavisen en artikel med overskriften “Unge muslimer har lært, at vold betaler sig” (s. 11). At de unge muslimer har lært det, må stå helt for journalist Leny Malacinskis egen regning, idet ingen af hendes kilder i artiklen citeres for at have sagt netop det. De taler godt nok om “de unge” og “de unge indvandrere”, men det er kun journalisten selv, der taler om “de unge muslimer”.
I dagens Nyhedsavisen kan man så på s. 14 se en lille rettelse, omend med henvisning til fredagens udgave (!). Her beklager Nyhedsavisen overskriften, idet “det ikke udelukkende er unge muslimer, der står bag de seneste døgns uroligheder”. Men hvor den oprindelige overskrift med store, fede typer bredte sig over 24 cm, er rettelsen anonym og bestemt til at overse.
Dette kan selvfølgelig hænge sammen med, at det er en nyhed, hvis muslimer laver ballade, mens der ikke er noget nyt i, at journalister drejer citater og historier efter forgodbefindende.
Kommentarer : Ingen kommentarer
Kategorier : medier
15
02
2008
(En kort udgave af denne tekst blev offentliggjort i metroxpress d. 18.2.2008)
Qvortrup indleder gårsdagens klumme i metroxpress med at vedtage for os alle sammen, at PET har afværget et planlagt mord på en tegner. Dette er imidlertid i skrivende stund endnu ikke blevet godtgjort, og det bliver det heller aldrig, medmindre de mistænkte kommer for en domstol.
Endvidere plæderer klummeskribenten for, at nogle ekstremister skal ophøjes til rollen som talsmænd for samtlige over 1 mia. muslimer i verden - hvilket de selvsamme ekstremister sjovt nok også synes. Det generer åbenbart ikke Qvortrup, at han bruger sin spalteplads på at tale ekstremisternes sag, så længe han blot samtidig kan godte sig over selvopfyldende profetier og “hvad sagde vi?”. Ja, det var søreme svært at forudse, at der ud af over 1 mia. mennesker nok skulle findes nogle voldelige idioter. Og alt det for senere at kunne sige “hvad sagde vi?” og “I er dumme”. Sikke nogle høje målsætninger at have - at lange ud efter såkaldte kulturtyper med sine Se og Hør-mindreværdskomplekser.
Kære Qvortrup, det har aldrig handlet om ytringsfrihed og det gør det heller ikke nu. Det handler om hån, spot og latterliggørelse - det står i selveste JP.
Kommentarer : Ingen kommentarer
Kategorier : samfund
13
02
2008
Det er en skandale, at TV3 ikke frit må vise hvad de vil, men i stedet må se sig begrænset af noget så latterligt som etik (http://avisen.dk/sex-fraekt-tv3-130208.aspx). Hvad kan man bruge det til?!?
I artiklen står der bl.a.: “I sidste sæson måtte TV3 således helt klippe en sekvens ud af programmet, hvor de tidligere deltagere Kenneth og Christine går godt og grundigt til den - uden lagen.“ Hvad ligner det?? Hvem er det, der på så grotesk en måde forsøger at knægte den hellige (sex-)ytringsfrihed? Jeg anklager!
Det er af yderste vigtighed, at TV3 øjeblikkeligt dropper sin selvcensur og uredigeret viser os ALT, hvad der nogensinde er blevet filmet, uanset hvor dårligt, ligegyldigt, plat og vulgært det måtte være. Ethvert forsøg på kvalitetssikring må i denne sammenhæng også ses som selvcensur og må derfor straks komme til ophør. Alt skal frem i lyset, hvis TV3 som repræsentant for Viasat og dermed for alt det ypperste i den vestlige verden ikke skal miste førertrøjen indenfor ytringsfrihed. I samme ånd bør TV3 udvikle nye koncept-programmer for at sikre sin førende position. I den hellige ytringsfriheds navn skal det fremover være tilladt -gratis og straffrit - at kalde folk for nazister, racister, løgnere og naturligvis svin (Qvortrup). Så man kunne passende introducere “Nazi-øen”, hvor deltagerne bliver stemt hjem for ikke at være store nok nazister, eller “Er du klogere end en krigsflygtning?”, hvor deltagerne kan blive bekræftet i, at de er klogest i verden fordi de ved, hvem der vandt kvindernes EM i håndbold i 1994.
Og sidst men ikke mindst bør TV3 og andre tv-kanaler (om muligt: alle) sende nogle udsendelser, som kan lære seerne at tegne. Den vestlige kultur står og falder med, om den brede befolkning kan tegne! Til kamp, I ædle tegnere!
Kommentarer : 3 kommentarer
Kategorier : medier
Nye kommentarer