Amila Bosnae

For et år siden på Helligtrekongers dag blev der afholdt en forbønsgudstjeneste i Hillerød kirke for de afviste irakiske asylansøgere i Danmark. Det var en rørende begivenhed, hvor flere hundrede mennesker af forskellige nationer og trosretninger samledes i bøn for dem, der beder om Danmarks beskyttelse. I år blev begivenheden gentaget Helligtrekongers aften, hvor omkring hundrede mennesker forinden havde deltaget i en protestmarch fra Sandholmlejren til Hillerød kirke. Igen var kirken fyldt til randen og igen var vi en broget skare af kristne, muslimer, danskere, irakere – og i hvert fald en enkel bosnier. Gudstjenesten blev undervejs tolket til arabisk, og der var plads til, at vi ikke-kristne kunne bede vores egne bønner (for mit vedkommende Al-Fatiha), når andre bad Fadervor på det sprog, der måtte være deres hjerte nærmest.

Hvor der sidste år havde været stor mediebevågenhed omkring begivenheden, var der næsten ingen i år. Det skyldtes, at præsterne bag gudstjenesten til det sidste havde håbet, at den ikke ville være nødvendig i år og derfor havde ventet med at annoncere den til et par dage inden. De havde håbet, at der efter de flotte løfter inden valget blevet udskrevet også ville komme handling fra den nye integrationsminister. De havde håbet, at julen havde inspireret regeringen til at se på asylansøgerne med lidt mildere øjne. Men der var ingen glædelige overraskelser fra den side.

På rækken foran mig sad der fem afviste unge. Jeg blev ved med at tænke for mig selv, hvad de dog kan have gjort for at blive stemplet som uvelkomne. Og de ved godt selv, at de er det. Det er ikke nogen hemmelighed i en flygtningelejr, hvorfor det er, man sidder fast dér og ikke må deltage i det danske samfund på lige fod med sine lyshårede jævnaldrende. Oppe foran alteret stod fire afviste unge kvinder og sang salmer på arabisk og assyrisk. Den ene af dem, Merna, kunne man under valgkampen se i en annonce fra Kristendemokratisk Ungdom. Ovre i sideskibet så jeg Marina, pigen som havde gjort et kæmpe indtryk på mig som oplægsholder til et arrangement under Danmarks Sociale Forum. De sidder endnu i hver deres flygtningelejr og skal leve med afvisningen. Og hvad har de gjort for at fortjene den – andet end at blive født i et forkert land på et forkert tidspunkt?

Præsterne gentog i forbønnen sidste års ord: “Vi beder om, at de ansvarlige myndigheder må få mod og fantasi, hjerte og vilje til at løse de umenneskelige dilemmaer, vore menneskeskabte love sætter nogle flygtninge i.”. Under nadveren blev vi ikke-kristne budt velkommen oppe ved alteret, hvor vi kunne nøjes med at blive velsignet, så for første gang i mit liv blev jeg velsignet af en kristen præst. Afslutningsvis tog præst Thyge Enevoldsen ordet for at takke alle fremmødte for deres deltagelse, og han måtte kæmpe med en klump i halsen, idet han sagde tak til irakerne. Må en lignende forbønsgudstjeneste blive overflødig til næste år. Amen.