Amila Bosnae

Lørdag d. 27. oktober holdt foreningen ”Alle børns rettigheder” en høring om Danmarks behandling af asylbørn. I høringen deltog en række danske og udenlandske eksperter, som kunne belyse situationen ud fra både det juridiske og det psykologiske perspektiv. Under høringen understregede eksperterne flere gange, at asylbørn er hele Danmarks børn så længe de er i den danske stats varetægt. Derfor er de også hele samfundets ansvar.

Hardy Hansen indledte høringen, som han kaldte for en ”solidaritetskonference” som svar på ”nutidens største politiske forbrydelse” – behandlingen af børn i det danske asylsystem. For en god ordens skyld fortalte han, at adskillige ministre (bl.a. stats- og integrationsministeren) var blevet inviteret til høringen, men ingen af dem var at se i Landstingssalen. Elsebeth Gerner Nielsen fortalte derefter en historie fra det virkelige liv om to små drenge i en asyllejr, hvis mor var alvorligt syg – så syg, at børnene frygtede for hendes liv. Samtidig vidste moren, at hvis hun tog sit eget liv, ville det kunne betyde liv for hendes to små drenge…. Elsebeth Gerner citerede sangen ”If You Tolerate This Your Children Will Be Next” af Manic Street Preachers, og den pointe gik igen hos flere af dagens oplægsholdere, hvad enten det var fra en juridisk eller en psykologisk synsvinkel.

De juridiske eksperter var cand.jur., ph.d. Kim U. Kjær fra Institut for Menneskerettigheder, den canadiske advokat og ekspert i indvandrer- og flygtningelovgivning Warren L. Creates, samt advokat Anne Land, som præsenterede cases fra sit arbejde som udlændingeretsadvokat. De understregede alle tre den mangelfulde retssikkerhed på asylområdet. Kim U. Kjær fortalte eksempelvis, at han har set mange sager, der var ”skæmmet af tolkefejl”, da myndighederne ikke stiller særlig høje krav til de tolke, der bliver brugt. Det er også et stort problem, at Flygtningenævnets afgørelser ikke kan prøves af en ombudsmand eller af en domstol, selv om det er garanteret i Grundloven, at alle afgørelser skal kunne prøves ved de danske domstole. Desuden er Flygtningenævnet ikke en uafhængig instans, som det fx er tilfældet i Canada. Til sammenligning med de tre medlemmer, det danske flygtningenævn tæller i dag, har de i Canada over 100 medlemmer til at afgøre asylsager.

Nøglebegrebet i høringen var FN’s Børnekonvention, som Danmark sammen med 190 andre lande underskrev i 1991. Danmark har også ratificeret konventionen, men har ikke implementeret den i den nationale lovgivning. Dette vil sige, at konventionen ikke bliver fulgt i praksis, selv om en ratifikation forpligter til netop det. Samme dag som høringen fandt sted, udtalte integrationsordfører hos De konservative, Henriette Kjær, i Kristeligt Dagblad, at regeringen ikke bryder nogen konventioner. Denne konklusion om rigets tilstand kunne ekspertpanelet ikke genkende. Hvis Børnekonventionen blev fulgt, ville alle afgørelser der vedrører børn nemlig skulle tage udgangspunkt i barnets tarv og familiens enhed. Så ville man hverken kunne lade børn sidde i lejre år efter år eller splitte familier ad ved at give opholdstilladelse til den ene, men ikke til den anden forælder. Diskriminationen af asylbørnene ville også ophøre, idet Børnekonventionen gælder for alle børn, der befinder sig indenfor et af de underskrivende landes grænser. Dette ville i praksis betyde, at asylbørnene ville få adgang til skolesystemet, i stedet for i årevis at være henvist til centerskoler, som kun underviser i dansk, engelsk og matematik på det mest basale niveau. Det ville også betyde, at de ville få den omsorg, de har brug for for at håndtere traumerne og det hårde liv – på samme måde, som hvis det var danske børn, der gik med grusomme oplevelser i bagagen.

Netop omsorg har de stærkt brug for, fortalte flere af eksperterne, som deltog i høringen. Mange af børnene har traumer fra deres krigshærgede hjemlande, men disse bliver forværret af en gentraumatisering gennem det lange ophold i lejrene og de hyppige flytninger, fortalte speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Lene Lier. Hun har sammen med flere kolleger udarbejdet en børnepsykiatrisk-børnepsykologisk undersøgelse af 6 asylbørn. Konklusionerne af undersøgelsen er meget bekymrende: børnene lever i et meget stressende miljø med angst, aggressioner og traumer til følge. Det er typisk for asylbørn, at de meget ofte flyttes rundt mellem de forskellige lejre – op til en gang hvert halve år. Ifølge Lucy Schmidt, juraprofessor, dr. phil. og tidligere medlem af FN’s børnekomité, mister de hver gang de bånd, de har nået at knytte i en lejr. Som følge bliver de mere afhængige af forældrene og sinkes derfor i deres psykiske udvikling. For at forbedre deres situation på dette punkt er det ikke en ændring af boligforholdene, der er det afgørende. Det er derimod adgangen til varige sociale netværk – venner, skolekammerater og frem for alt jævnaldrende, da det netop er den slags kontakter, der giver børnene den nødvendige nærhed og energi til at klare sig på trods af alle problemerne. Kjerstin Almqvist, dr.phil. og klinisk børnepsykolog havde en anden skræmmende konklusion fra sit arbejde, nemlig at tiden tilbragt i lejrene er altafgørende for børnenes chance for at klare sig senere. Efter ca. et år begynder mange at børnene at krakelere, og efter to år har man passeret ”the point of no return” – skaden er efter dette umulig at reparere. I skrivende stund er der børn i Danmark, som har tilbragt op til 10 år i forskellige asyllejre. Jeg nåede selv at passere ”the point of no return” inden asylmeddelelsen kom, og det var endda i en helt anden tid, før systemets vokabular var blevet udvidet med sproglige røgslør som ”motivationsfremmende foranstaltninger” og ”integrationspotentiale”.

Lucy Schmidt gjorde også opmærksom på et andet problem, nemlig at forvaltningen ikke tager hensyn til, at det er en meget almindelig psykologisk mekanisme der gør, at man ikke straks fortæller om de overgreb, man har været udsat for. Myndigheder tolker derimod alle oplysninger, som først kommer frem hen ad vejen, som pure opspind, og det var tydeligt, at alle de tilstedeværende psykiatere og psykologers nakkehår rejste sig ved tanken. De bliver ofte overhørt af asylmyndighederne, fx når PTSD bliver betegnet som en ”ikke alvorlig sygdom”. Blandt andet derfor tog en gruppe børnepsykologer og -psykiatere initiativ til ovennævnte undersøgelse.

Høringen mundede foreløbigt ud i en deklaration forfattet af Warren L. Creates. Deklarationen blev underskrevet af over hundrede deltagere. Her er hovedkravet, at Danmark implementerer Børnekonventionen i sin lovgivning, som det også har forpligtet sig til. Derudover kræver underskriverne et asylsystem, der lever op til kravene om retssikkerhed og medmenneskelighed, og som anerkender de asylsøgendes værdighed. Børnepsykiater Bente Rich afsluttede rystet høringen ved at sige, at vi har oprettet en humanitær katastrofe midt i et af de rigeste lande.

Som Elsebeth Gerner citerede: ”If you tolerate this your children will be next”. Danske forældre skal heller ikke vide sig for sikre bare fordi deres børn har det rigtige pas. Det vil også være til deres eget bedste, at Børnekonventionen blev fulgt i landet. For når først man er nået derud, hvor børn bliver behandlet på denne måde, er al menneskelighed forsvundet fra systemet. Og hvor mange forældre har lyst til at overlade deres børn til et sådant system?

Da jeg som 12-årig flygtede til Danmark fra krigen i Bosnien-Hercegovina, vidste jeg ikke, at jeg havde sprogøre. Få måneder efter ankomsten kunne jeg imidlertid til min store stolthed allerede føre enkle samtaler med de ansatte i flygtningelejren, vi boede i. Jeg følte mig så vigtig. Og det var jeg også. Vi børn var hurtigere til at lære dansk end de voksne, og det blev derfor os, der måtte tolke for dem. I begyndelsen var opgaverne nemme og små – man skulle bede om rengøringsartikler eller om en nøgle. Her var jeg glad for at tolke, fordi det var så nemt og fordi jeg for første gang følte, at de voksne anerkendte mig for hvad jeg kunne. Men hurtigt blev situationerne langt mere alvorlige og ubehagelige.

Jeg skulle tolke hos tandlægen, selv om jeg led af slem tandlægeskræk. Jeg sad med ved bordet, når konflikter i lejren skulle løses. Og en gang kom jeg midt om natten på sygehus med en fødende kvinde, som bare skreg og skreg, og jeg kunne ikke forstå, at lægerne lod hende ligge der og lide i timevis. I dag har jeg sværere ved at forstå, at de kunne overse mig. En pige der var skræmt til døde af de pinsler, der udspillede sig for øjnene af hende.

Sådan fortsætter listen: læger, advokater, politi, senere også kommunemedarbejdere og mange andre. Alle overså de, at der sad et barn foran dem og bar på en verden af ansvar på sine skuldre. Så de mig overhovedet som et barn? Det er der ikke meget, der tyder på. De så mig nok snarere som et filter, ordene bare flød igennem. De så ikke, at det var mig, der havde ansvaret for, at de rigtige symptomer blev opdaget, de rigtige diagnoser stillet, de rigtige dokumenter fremskaffet, en ansøgning rettidigt afsendt og de rigtige diplomatiske ord sagt i en svær situation. Som 14-årig var jeg allerede i en situation, hvor jeg kunne have været skyld i en fejldiagnose, og det ville jeg skulle have levet med resten af livet.

Jeg var godt klar over det unormale i, at jeg skulle tage mig af de voksne i stedet for at de tog sig af mig. Det rystede mig i min grundvold at se dem så hjælpeløse – disse voksne, der var min eneste beskyttelse i verden! Jeg var klar over, at opgaven for længst var vokset mig over hovedet, men ingen spurgte mig – ingen spurgte sig selv – om tingene var, som de skulle være. Man forventede helt enkelt, at jeg stillede op, og presset var ved at kvæle mig. Nogle dage blev det også for meget, som fx den gang, jeg eksploderede i raseri efter at have set en kvinde gå i koma på sygehuset. På det tidspunkt havde jeg allerede tolket i flere år. Det fortsatte også efter den episode. Fra kommunen spurgte de altid, om ikke man havde en i familien, der kunne tolke, hvis man skulle til et møde med dem. Sådan en som jeg var jo gratis, mens de voksne tolke havde lært, hvad deres arbejde var værd. Jeg er 26 år nu og har 13 års erfaring som tolk.

Ti år efter jeg begyndte at få mine første tolkeopgaver, begyndte jeg på min overbygning som tolk og translatør. Og der lærte jeg for første gang, hvordan man skulle klare en tolkesituation. Oplevelsen var mildest talt chokerende. Jeg havde det som én, der i 10 år havde leget med ledninger og stikdåser, for først derefter at lære, hvordan man undgik at få stød. Og en stor sorg skyllede ind over mig, og jeg havde lyst til at græde for det barn, jeg havde været. Det barn, jeg ikke fik lov til at være ret længe.

Det værste er, at flygtningebørn stadigvæk rutinemæssigt bliver brugt som tolke. Jeg får det bekræftet af folk, som har med flygtninge at gøre, og jeg ser det selv i Sandholm, hvor jeg kommer af og til. Jeg ser de ældste børn være forældre i stedet for deres forældre, og jeg ser, at de ligeså lidt er i stand til at sige fra, som jeg var det for 13 år siden. De voksne ser stadigvæk intet. Så selv om jeg for år tilbage forsvor, at jeg nogensinde ville tage de grimme tolkeopgaver på mig igen, bliver jeg jo nødt til det, når jeg ser disse ting. For i dag er det også mig, der er den voksne.

Til alle Røde Kors-ansatte, læger, advokater, politimænd, kommunemedarbejdere og alle andre, som kommer i berøring med flygtninge: lad dog være med at misbruge disse børn. Der er en grund til, at der er en tolkeuddannelse. Der er en grund til, at den tager flere år. Og der er især en grund til, at man først kan tage den som voksen. Der skal meget mere til end at kunne to sprog før man er en rigtig tolk. Som barn vil man påtage sig hele ansvaret for, at kommunikationen lykkes, at ingen bliver uvenner, at ingen bliver sure eller såret. Børn kan helt enkelt ikke bære det ansvar på deres skuldre. Så lad være med at pålægge dem det.

I forbindelse med Danmarks Sociale Forum i slutningen af september inviterede Støttekredsen for Flygtninge i Fare interesserede til at få et indblik i livet som ung asylsøger – fortalt af de unge selv. Lokalet var fyldt til randen, og nogle blev nødt til at sidde på gulvet mens andre stod op ad væggen. De seks unge fra Avnstrup – Bewar, Helin, Helbin, Bisian, Shirin og Marina – fortalte den ene rystende historie efter den anden om det hårde liv med ydmygelser, begrænsninger, afsavn, stress, bekymringer og værst af alt: manglen på fremtidsudsigter. Nogle af dem har tilbragt det meste af deres liv i danske flygtningelejre. De føler, at det officielle Danmark betragter dem som fjender og fører en krig mod dem om retten til en fremtid. Og det er en meget ulige kamp.

Allerede under deres korte indledende taler blev det for hårdt for Shirin, hvis stemme forsvandt efter anden sætning, og grådkvalt bad hun Mona om at læse resten af hendes tale. Der var bomstille i lokalet og uden tvivl sad der andre end mig og kæmpede med en stor klump i halsen. Pigens skuldre syntes fysisk bukket under det enorme pres, hun har levet med i næsten halvdelen af sit liv. Hendes sidekammerat Marina havde selv klaret sig fint igennem sin tale, men nu sad hun også og tørrede tårer af sine kinder. Disse unge græder meget stille tårer. Stemmen forsvinder bare, og end ikke et suk undslipper dem.

Marinas familie (undtagen hendes to myndige storebrødre) havde tidligere i år fået opholdstilladelse, men ti dage senere kom der et nyt brev fra Udlændingestyrelsen om, at det var en fejl. ”Det var som om de slog os ihjel”, siger hun. ”Min mor er næsten holdt op med at spise siden da.” Helin var hos Marina den dag, de fik det andet brev. ”Marina kunne ikke græde. Man græder ikke foran sine forældre i lejren, derfor er jeg glad for, at de har grædt her i dag. Det er vigtigt at få så meget ud som muligt, for der er meget, man bærer på.”

De kunne også bekræfte, at flygtningebørn stadigvæk bruges som tolke i alle mulige situationer. Voksne afviste asylsøgere får ingen danskundervisning, så de har ingen chance for at klare sig selv. Og de ansvarlige ser intet galt i at pålægge børn og unge så tung en byrde. Helin har tilbragt ca. 8 år i de danske lejre. Hun har tolket siden hun var 12 år, ligesom jeg selv. De voksne er ikke blevet klogere siden min tid som asylbarn.

Nogle få af de yngre børn i Avnstrup har fået lov til at gå i dansk skole. De er meget glade for det, men er også helt bevidste om, at de ikke er som de danske børn. Shirin tør for eksempel ikke invitere klassekammeraterne hjem fordi hun skammer sig over hvordan hendes familie bor. I virkeligheden er det nogle helt andre, der burde skamme sig. Det er ikke Shirins forældre, der har givet deres stemmer til de ansvarlige politikere. Shirins forældre har ikke en gang nogen stemmer at give.

Endnu værre er det for dem, der er over 18. De forsøger på alle måder at få en eller anden form for uddannelse, men bliver afvist eller afbrudt. Helin begyndte således på teknisk skole, men fik ikke lov til at fortsætte efter grundforløbet. I stedet blev hun sendt til frisørskolen, ligesom 15-16 andre unge fra lejren. Det kan hun også leve med, bortset fra at hun ved, at det også er en blindgyde. Nok får de lov til at gå der og endda fuldføre uddannelsen, men de får ikke lov til at bruge den og arbejde. Og også her bliver de konstant mindet om, at de er afvist. Hver torsdag skal de forlade undervisningen for at tage den lange tur fra skolen i København til Avnstrup for at melde sig hos politiet. Også selv om politiet godt ved, hvor de er og at resten af deres familie er inde i lejren. ”Sådan er deres regler, siger de bare til os”, fortæller Helin. Den sætning hører de ofte af de ansatte. Hvis man har glemt sit id-kort, kan de finde på at nægte at lukke porten op for én, for sådan er reglerne jo. Som om nogen frivilligt ville forsøge at flytte ind i lejren, hvis man havde noget valg!

En gang imellem laver de unge en lille sproglig fejl, men aldrig når de bruger systemets sprog. Et ord som ”tvangsudsendelser” klinger i rummet med perfekt udtale. De unge lever i en virkelighed, hvor det ikke er ualmindeligt, at politiet bare dukker op ud af det blå, nogle gange midt om natten, og henter folk for at transportere dem ud af landet. ”Hver gang det sker, ved vi, at det kan være os næste gang”, siger Helin. Shirin har allerede oplevet at blive hentet. Hun blev på et tidspunkt tvangsudsendt til Ungarn med sin mor og lillebror, eskorteret af seks politimænd. Da hun på et tidspunkt skulle på toilet, gik to af politimændene med hende derud. I 10 måneder var familien splittet, idet faren, som er fra Iran, stadig sad i lejr i Danmark. Juleaften kom de endelig tilbage til ham, når Shirin at fortælle inden hendes stemme forsvinder igen og flere tårer triller ned ad hendes kinder.

Alle disse unge er vokset op i Danmark.
Alle disse unge vil så brændende gerne have en uddannelse.
Alle disse unge taler mindst fire sprog.

Arbejdsmarkedet ville elske at få fat i dem, men den politiske beslutning er, at de er uvelkomne og deres talenter ligegyldige. De unge kan ikke forstå, at regeringen samtidig i ekspresfart giver asyl til de irakiske tolke, som intet kender til Danmark eller taler dansk. De er helt på nulpunktet hvad angår integration, i modsætning til disse unge. Alligevel er de mere velkomne.

Fortvivlelsen blandt tilhørerne var også stor. Lejrene ligger så isoleret, at store dele af befolkningen sandsynligvis ikke ved noget om disse ting. Det er måske også meningen – ude af øje, ude af sind. De unge vil også gerne mere i kontakt med den øvrige befolkning og siger til os, at vi endelig skal komme og besøge dem i Avnstrup. For at komme ind kræver det dog, at man har kontakter inde i lejren, så man kan henvende sig til Støttekredsen for Flygtninge i Fare, hvis ikke man kender nogen. Eller man kan komme forbi frisørskolen på Vesterbrogade 15 i København, hvor nogle af dem går.

Disse lejre er bure, og de folk, som er buret inde, kan ikke bryde ud af dem. Det er os udenfor, som skal bryde ind i dem.