Amila Bosnae

I aftes var jeg på besøg i Sandholmlejren med fire kvinder fra Amnesti Nu. Efter vores arrangement i Politikens Hus, hvor de delte sedler ud, kontaktede jeg dem og de inviterede mig med på et af deres besøg. Jeg har aldrig været der før, men husker Sandholm som en trussel fra min egen tid i flygtningelejr. Hvis folk i min lejr lavede ballade, fik de at vide, at de ville blive sendt til Sandholm - ikke i fængsel. Lige siden har jeg haft et anstrengt forhold til begrebet Sandholm. Dengang min far kom til Danmark fik vi af politiet i Kastrup at vide, at vi skulle tage til et af de to modtagelsescentre Sandholm eller Avnstrup, og helt instinktivt besluttede jeg, at vi skulle til Avnstrup, selv om jeg ikke en gang vidste hvor det lå. Det er også interessant at tænke på, at de dengang hed “modtagelsescentre” mens de i dag er kendt som “udsendelsescentre”.

Da vi ankommer, er det allerede mørkt, så jeg får ikke set særlig meget af lejren. Der er ikke alt for mange lygter derinde, og der er helt sort på de marker, der ligger hele vejen omkring. Jeg får at vide, at området bruges til skydeøvelser. Ved ankomsten afleverer vi sygesikringskort hos vagten, som giver os en kopi, mens vi er indenfor. Han trykker så på en knap, og porten åbnes med en lyd, man kun kender fra fængselsfilm. Størstedelen af lejren udgøres af gule barakker, men der er også en blok ude i siden. Jeg får at vide, at det var derfra, Dina Yafasova skrev sin bog. I barakkerne er der som regel to familier på tre eller fire medlemmer, som deler bad og toilet. Der er også barakker med kantine og andre med opholdsrum. Da vi går forbi kantinen, ser jeg, at der er lidt julepynt i vinduerne. Møblerne er grå.

Vi går i et af disse opholdsrum og taler med en lille gruppe romaer, som alle har været i Danmark i over 3 år. De kommer fra Kosovo, så vi kan tale sammen på bosnisk. Den sidste bosniske familie har for nyligt fået “negativ”, så de er blevet sendt bort. Jeg sidder med en 20-årig pige, som fortæller om livet i lejren. Hun fortæller, at hun længes efter at komme ud f.eks. til Allerød, men hun må ikke få billetter til den slags. Hun viser mig et klippekort, hun har fået så hun kan komme til lægen. Det er et to-turs klippekort. Hun fortæller også, hvordan en lille roma-pige i lejren for nylig mistede sin makedonske slyngveninde, da dennes familie fik “negativ”. Hun har siden helt mistet interessen for skolen og de andre aktiviteter. Venskaber er altid truet i en lejr som Sandholm.

Der er dog også nogle få lyspunkter. Gruppen fra Amnesti Nu har billeder med fra en fest, de holdt sammen med romaerne. Pigen fortæller mig også, at hun var i Tivoli aftenen inden, sammen med andre unge fra lejren. Det var Røde Kors, som arrangerede turen, og den blev udnyttet maksimalt til at more sig alt det, man overhovedet kunne komme til. Egentlig måtte hun ikke komme med, da hun er over 18, men slap heldigvis igennem alligevel. Måske fordi hun er så lille og spinkel. Jeg ser også en 11-årig dreng i stuen, som er meget lille af vækst, og tænker på, om det måske er standarden i lejren. Det er ikke nemt ikke at måtte lave sin egen mad. Jeg tænker tilbage på mine første uger i Danmark, hvor vi også havde kantine-ordning, og hvor svært det var at spise den danske mad - selv om vi havde sultet. Drengen taler flydende dansk, langt bedre end jeg.

En kvinde fra lejren fortæller, at hendes datter taler dansk bedre end sit modersmål. Hvis hun bliver sendt væk, vil hendes skolegang blive sat år tilbage på grund af de sproglige vanskeligheder. Hun vil være fremmed i sit eget land.

Gruppen fra Amnesti Nu fortæller, at en anden fra organisationen var med i Go’ Morgen Danmark samme dag, sammen med en flygtning fra lejren og en fra Folkeempati (klippet varer 9 min og kan ses på Sputnik på nettet). Da vi efter nogle timer skal hjem igen, snakker Nina fra Amnesti Nu med den lille dreng om, hvilken størrelse sko han bruger. Hun tager hans slidte, sorte joggingsko af og måler hans fod med sin håndflade.

Da vi træder ud af barakken, kan jeg slet ikke orientere mig og aner ikke, hvor udgangen ligger. Jeg har en fin stedsans, men Sandholm om aftenen ligner en labyrint. Vejen er kun pletvist oplyst af det gule lys fra lygterne. De andre bevæger sig vant til udgangen. Porten summer igen med sin elektriske lyd og vi bytter kopi mod sygesikringskort. Det er om muligt endnu mere sort på markerne omkring lejren nu.

Send lykønskninger her..